Formålet med reglerne er at understøtte et godt seniorarbejdsliv for ældre medarbejdere, så det fortsat er attraktivt at fortsætte i beskæftigelse.
Rammer for indgåelse af seniorordninger
En seniorordning kan etableres, når ansættelsesmyndigheden vurderer, at det er muligt og hensigtsmæssigt.Der er hverken ret eller pligt til at indgå en aftale om seniorordning. Ordningerne hviler på et frivillighedsprincip.
Etablering af en seniorordning aftales med den ansatte, men formaliseres af den ansattes tillidsrepræsentant som tiltræder aftalen med sin underskrift.
Seniorordningens indhold
En seniorordning kan omfatte forskellige elementer, der understøtter fastholdelse og et godt seniorarbejdsliv:
- Aftrapning i tid (deltid),
- Aftrapning i job/charge (retræte)
- Seniordage (betalt frihed) eller
- En fastholdelsesbonus
Der kan aftales en seniorordning, der kombinerer de forskellige elementer. Herunder beskrives de forskellige muligheder:
1) Aftrapning i tid (deltid)
Aftrapning i tid (deltid) i kombination med pensionsindbetaling op til hidtidige beskæftigelsesgrad forudsætter:
- Den ansatte skal være fyldt 60 år, når ordningen træder i kraft
- Den ansatte skal have sammenlagt 10 år ansættelse inden for staten
- Arbejdstiden skal udgøre mindst 15 timer pr. uge efter nedsættelsen
- Den ansatte skal - ifølge sin overenskomst - kunne blive ansat på deltid
2) Aftrapning i job/charge (retræte)
Etablering af en seniorordning med aftrapning i job/charge forudsætter:
- Den ansatte skal være fyldt 58 år, når ordningen træder i kraft, og at:
- Den ansatte overgår – efter ansøgning - til en lavere placeret stilling efter i de seneste 10 år at have været ansat på fuld tid en stilling med ledelsesansvar eller arbejdsledelse
Ansættelsesmyndigheden og den ansatte kan aftale, at den ansatte ydes et personligt, ikke-pensionsgivende tillæg, der højst må svare til forskellen mellem lønnen, ekskl. pensionsbidrag, i den hidtidige stilling og lønnen, ekskl. pensionsbidrag, i den nye stilling på tidspunktet for overgangen. Tillægget skal være fuldt aftrappet efter højst 3 år og skal aftrappes med mindst 1/3 for hver 12 måneder fra overgangen til den nye stilling. Tillægget bortfalder dog fra måneden efter, at den ansatte har opnået den til enhver tid gældende folkepensionsalder.
3) Seniordage (betalt frihed)
Etablering af seniorordning med seniordage (betalt frihed) forudsætter:
- At den ansatte er fyldt 62 år, når seniorordningen træder i kraft
Man kan aftale, at der ydes op til 1 dags frihed (seniordag) med løn pr. måned. Antallet af seniordage fastlægges i den konkrete aftale mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte.
Friheden kan afvikles som hele eller halve arbejdsdage, enkeltvis eller i sammenhæng, eller som enkelttimer. Ansættelsesmyndigheden fastsætter afviklingstidspunkt og/eller afviklingsbetingelser efter nærmere drøftelse med den ansatte.
Aftalte seniordage kan ikke opspares til afvikling i de(t) kommende år, men skal afvikles inden for det år, de er ydet for.
4) Fastholdelsesbonus
Etablering af en seniorordning med en fastholdelsesbonus forudsætter:
- At den ansatte er fyldt 62 år, når seniorordningen træder i kraft.
Mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte kan det aftales, at den ansatte ydes en særlig fastholdelsesbonus, som kommer til udbetaling, hvis den pågældende udskyder sin fratræden indtil et nærmere aftalt tidspunkt. Størrelsen af den særlige fastholdelsesbonus aftales mellem ansættelsesmyndigheden og den ansatte.
Fastholdelsesbonussen udbetales sammen med lønudbetalingen i tilknytning til det aftalte tidspunkt.
Udbetaling af fastholdelsesbonussen er ikke betinget af, at den ansatte fratræder stillingen.
Hvis ansættelsen ophører før det aftalte tidspunkt, udbetales der en forholdsmæssig andel af fastholdelsesbonussen.
Fastholdelsesbonussen bortfalder, hvis ansættelsen ophører før det aftalte tidspunkt som følge af ansøgt afsked eller afsked på grund af strafbart forhold eller anden misligholdelse fra den ansattes side.
Der beregnes ikke feriegodtgørelse af en fastholdelsesbonus.
Spørgsmål til reglerne kan rettes til HR Ansatte.