Skip to main content
DA / EN
Navnenyt

”Et spændende institut med stort potentiale”

1. marts overtager Lars Porskjær Christensen rollen som institutleder på FKF. Selvom den aktuelle nedlukning lægger op til en udfordrende start, glæder han sig til at komme i gang og blive en del af FKF.

Af Mikkel Linnemann Johansson, , 18-02-2021

– Jeg glæder mig til at vende tilbage i lederrollen.

Det siger Lars Porskjær Christensen, der har 10 års erfaring som institutleder på Det Tekniske Fakultet, SDU.

– Og så glæder jeg mig rigtig meget til at kunne være med til at præge udviklingen på et institut som netop FKF, der allerede er inde i en spændende udvikling med et klart potentiale for vækst i de kommende år, siger han.

Ligeledes glæder dekan Marianne Holmer sig også over at kunne byde netop Lars Porskjær Christensen velkommen på fakultetet.

– Jeg ser frem til, at han begynder som institutleder på FKF. Dels har Lars stor erfaring med ledelse fra sin tid på Det Tekniske Fakultet og på Aalborg Universitet, og dels har han et forhåndskendskab til FKF via hans undervisning og forskning sammen med kolleger fra instituttet, siger Marianne Holmer.

– Lars er kendt for at have fokus på medarbejdernes trivsel, og jeg har stor tiltro til, at Lars vil fortsætte den positive udvikling, som Frants Roager Lauridsen har sat i gang på FKF ved den seneste reorganisering af sektioner. Lars tager over efter Frants, som gennem de sidste godt 10 år har udviklet FKF inden for instituttets tre fagområder, siger hun.

En virtuel start

En af de store opgaver, som Lars Porskjær Christensen kommer til at tage hul på i den nærmeste fremtid, bliver indsatsen for at øge studenteroptaget på FKF’s uddannelser, herunder etablering af nye kandidatprofiler og synliggørelse af uddannelserne over for potentielle studerende.

Derudover vil han indledningsvis fokusere på at få afholdt 1:1-møder og gruppemøder med medarbejdere på instituttet, så han og de kan lære hinanden bedre at kende.

– Og så jeg samtidig kan få en dybere indsigt i forskningsområderne, nuværende og kommende projekter samt indsigt i de enkelte arbejdsområder- og funktioner på instituttet, siger han.

Derfor ærgrer det ham også, at universitetet som det øvrige samfund er ramt af nedlukning, netop som han tiltræder på FKF.

– Det bliver en stor udfordring at skifte til en ny og så vigtig stilling som institutleder midt i en corona-nedlukning, idet den i sagens natur vanskeliggør den daglige kontakt med kollegaer og en synlig ledelse, som jeg lægger meget stor vægt på, siger han.

Redaktionen afsluttet: 18.02.2021