Fald i antallet af kvote 2-ansøgere i forhold til sidste år
1019 har søgt om optagelse på en naturvidenskabelig uddannelse på SDU, heraf 248 med 1. prioritet. I forhold til 2021 er det et fald på henholdsvis 13 procent (alle prioriteter) og 14 procent (1. prioritet).
På landsplan er søgningen til de naturvidenskabelige uddannelser faldet med 15 procent (1. prioriteter).
Den faldende tendens ses også for ansøgningerne til SDU samlet. I alt 12631 har søgt om optagelse med alle prioriteter, hvilket svarer til et fald på 10,6 procent og 14 procent fald i 1. prioriteter sammenlignet med sidste år.
Et lyspunkt for de naturvidenskabelige uddannelser ses hos Fysik og Kemi, der som de eneste uddannelser oplever en stigning i 1. prioritetsansøgninger på henholdsvis 55 procent og 33 procent i forhold til 2021. Det er dog på baggrund af forholdsvis små tal.
– Det er ærgerligt, at vi oplever denne tilbagegang for så mange af vores uddannelser i år, siger prodekan for uddannelse Poul Nielsen.
– Men når vi dykker lidt ned i tallene, så ser det slet ikke så skidt ud. Vi skal huske, at faldet skal ses på baggrund af, at vi oplevede stor søgning i kvote 2 i 2020 og 2021, hvor vi havde tocifrede stigninger, siger Poul Nielsen og uddyber:
– Søgningen i 2020 og 2021 var sandsynligvis positivt påvirket af corona-pandemien - derfor er det relevant at sammenligne årets søgning med 2019. I forhold til 2019 så oplever vi en fremgang på 10,7 procent i 1. prioritetsansøgningen. På landsplan er de naturvidenskabelige bacheloruddannelser i samme periode gået 4 pct frem. Set i det lys er årets ansøgertal i kvote 2 ganske positive.
– Kvote 2-optaget udgør i øvrigt kun en mindre del af vores samlede optag, og det er slet ikke givet, at antallet af ansøgere i kvote 1 til sommer følger tendensen fra kvote 2, slutter Poul Nielsen.
Mere information om årets kvote 2-ansøgninger til SDU’s bacheloruddannelser