Skip to main content
DA / EN

Uddannelse

Unik kvalitetsdialog samler de uddannelsesansvarlige

I foråret 2022 gik NAT i gang med uddannelsesberetningerne, som indebar en skreven beretning og et statusmøde for hver uddannelse på fakultetet.

Af Tina Ellehuus Larsen, , 18-08-2022

Uddannelsesberetningerne bliver til i et samarbejde mellem undervisningsudvalgene og studieledelsen, og igen i år viste der sig en god og konstruktiv dialog blandt deltagerne, som er med til at sikre en god udvikling i fakultetets uddannelser i de kommende år. 

– Fælles for statusmøderne har i min optik været den positive ånd, som møderne er afholdt i. Mødet er en unik mulighed for at dykke ned i en enkelt uddannelse i en fælles indsats mellem den lokale og den fakultære uddannelsesledelse. Deltagerne går til det med idérigdom og gode forslag til handlinger, fortæller prodekan Poul Nielsen.

Poul Nielsen fremhæver også, at uddannelsesberetningerne har vist, at uddannelserne har mange forskellige udfordringer:

– Jeg oplever, at vi snakker om meget forskellige ting på hver uddannelse. Nogle uddannelser dykker meget ned i udfordringer omkring frafald, mens andre igen har mere fokus på karriere, rekruttering til uddannelsen eller noget helt fjerde. Fakultetets strategi med fokus på de ikke-kernefaglige kompetencer begynder desuden at skinne igennem til møderne, og det er jeg som prodekan selvfølgelig meget glad for.

Chefkonsulent Gitte Toftgaard Jørgensen er den administrative koordinator for uddannelsesberetningerne, og hun ser heller ikke en fælles trend, men nævner dog to uddannelser, som har lignende udfordringer, men vælger at løse det forskelligt:

– På Datalogi er et af indsatsområderne de studerendes forventninger til studiet, inden de starter. Uddannelsen er derfor optaget af, hvordan den kan intensivere, men også tilpasse, sine rekrutteringsaktiviteter på gymnasierne. Biologi vil til gengæld se på, hvordan uddannelsen markedsfører sig, så de studerendes forventninger bliver mere realistiske.

Uddannelsesberetningerne er ifølge Poul Nielsen med til at føre kvalitetspolitikken ud i livet på fakultetet:

– Uddannelsesberetningerne er en del af den udlevede kvalitetspolitik på NAT. Vi bliver tit rost for at være meget handlingsorienterede på vores statusmøder, og at det, som drøftes, giver værdi til vores uddannelser. Uddannelsesberetningerne giver os samtidig et helhedsblik på en uddannelse, både bachelor og kandidat, hvilket hjælper til at opdage de steder, hvor uddannelseselementer påvirker hinanden.

Institutternes undervisningsudvalg har en vigtig rolle i forarbejdet til statusmøderne og har blandt andet været med at udarbejde SWOT-analyser for deres uddannelser. Inden statusmøderne modtager deltagerne således – ud over SWOT – en opfølgning på handleplanen fra 2020, nøgletal, studenterundersøgelser og trivselsmålinger. Alt sammen danner det baggrund for den dialog, som skal føre til en ny handleplan for den enkelte uddannelse frem mod næste uddannelsesberetning i 2024.

Studieleder Finn Kirpekar har en central rolle i statusmøderne:

– Jeg synes, at statusmøderne giver mig som studieleder et godt indblik i, hvad der rører sig på de enkelte uddannelser lige nu. Jeg sætter desuden stor pris på at diskutere fakultetets uddannelser med de ansvarlige for en uddannelse, og at jeg kan udfordre dem med mit perspektiv, som kommer mere udefra. Jeg mener desuden, at det personlige møde er vigtigt for mig som studieleder, da en konstruktiv dialog er nemmere med mennesker, jeg kender, hvis jeg for eksempel senere spotter noget, som bør løses. Endelig giver statusmøderne mulighed for at identificere problemstillinger, der er fælles for flere uddannelser, og derfor løses bedst på fakultetsniveau

Alle uddannelser skal nu lave hver deres handleplan, inden fakultetets samlede uddannelsesberetning ligger klar 1. november 2022.

Redaktionen afsluttet: 18.08.2022