Skip to main content
DA / EN
Dekanens ord

Vi ses til Årsfesten

Der er meget at fejre for fakultetet i tiden op til Årsfesten

Af Marianne Holmer, , 26-10-2023

Kære medarbejder

Semestret er skudt i gang, og de studerende fylder gangene overalt på Campus. Jeg hører kun gode ting om vores nye studerende, som er engagerede og har stor lyst til at lære nyt.

I denne uge løber årsfesten af stablen og det er jo altid megafestligt med de mange studerende som deltager. I år har vi både en nyslået doktor og en æresdoktor med til festlighederne.

Det hører efterhånden til sjældenhederne at der udklækkes doktorer inden for naturvidenskab, men professor René Holm fra FKF har arbejdet stålsat på sin doktorafhandling inden for farmaci og forsvarede den sin 50-års fødselsdag i begyndelsen af oktober.

Det er faktisk første gang vi har en doktorafhandling inden for farmaci, og der skal lyde et stort tillykke herfra til René.

Vores æresdoktor Maxim Kontsevich er en anerkendt matematiker som modtog en Fields Medal i en meget ung alder. Maxim har gennem lang tid samarbejdet med Center for Kvantematematik, og det håber jeg fortsætter fremover. Også stort tillykke til Maxim.

Vi fortsætter med at sætte fokus på naturvidenskab med afholdelse af den nationale Rumkonference i begyndelsen af november. SDU er i år vært for Uddannelses- og Forskningsministeriets årlige rumkonference.

Man forventer stor interesse for konferencen netop i år hvor Andreas Mogensen er i rummet. Der vil endda være direkte transmission til Andreas og ISS under konferencen.

Konferencen har en bred målgruppe og har specielt fokus på de unge, som kan deltage i Ungdomsrumkonferencen. Der er tale om et eksemplarisk samarbejde mellem NAT og TEK, som udspringer af samarbejdet omkring SDU Galaxy.

Endelig blev SDU Quantum Hub lanceret ved et åbningssymposium i slutningen af september. Der var inviteret forskere fra alle landets universiteter. Tilhørerne fik en bred indføring i kvanteforskningen som den ser ud i Danmark netop nu.

Kvanteforskning er nyt for mange, inklusive undertegnede, og vi var mange som satte stor pris på foredragsholdernes pædagogiske indføring i de forskellige emner inden for kvanteforskning.

Det er tydeligt at alle universiteter har høje ambitioner om at bidrage til udviklingen af kvanteforskning. Man ser de store investeringer på Københavns Universitet som et kvalitetsstempel af dansk forskning.

SDU Quantum Hub samler et halvt hundrede forskere som ønsker at videndele og samarbejde på tværs af SDU. Det er rigtig dejligt at se en af SDU's styrker – den lette adgang til forskere fra forskellige discipliner – udfolde sig i nye tværfaglige konstellationer.

Jeg ser meget frem til den fortsatte udvikling af kvanteforskning på NAT og SDU.

Nu vil stryge min skjorte, pudse danseskoene og gøre mig klar til årsfesten. God årsfest til alle deltagere på dagen.

Marianne Holmer, dekan

Redaktionen afsluttet: 26.10.2023