En sommerhilsen fra dekanen
Det har været et travlt, men godt forår, som afløses af en velfortjent sommerferie
Kære medarbejdere
Sommerferien står for døren for mange, og i sidste uge havde jeg den store fornøjelse at være med til to dimissioner – en for Farmaci og en for Naturvidenskab.
Der var masser af god stemning, og både studentertalere og festtalere gjorde det rigtig godt. De studerende lægger ofte vægt på den udvikling som de har været igennem over de fem år med behørig ris og ros til undervisere og universitetet.
Samtidig fremhæves personlige relationer som en vigtig del af studiet, ig disse forventes at vare hele livet. Festtalerne fortæller ofte om den kringlede vej til deres forskellige (drømme)jobs, og så fremhæves de mange værdifulde kompetencer som kandidaterne har med sig.
Ud over tillykke siger de altid: Husk at være stolte af jeres uddannelse, som der er så megen brug for netop nu.
De peger også på de personlige relationer og netværk fra studietiden som en meget værdifuld ting i arbejdslivet. Jeg tænker også at vi kan være stolte. I år uddanner vi 297 kandidater fra NAT, hvilket er rekordhøjt.
Det har været et travlt, men også forrygende forår. Flere nye uddannelser er på tegnebrættet, og to nye uddannelser starter efter sommer. Her få dage før årets ansøgningsfrist 5. juli ligger vi 9 % over sidste års søgning, som dengang var rekordhøj.
Vi har åbnet DARA, er godt i gang med SDU Vejle og mange har fået flotte bevillinger. Den eksterne omsætning på projekter fortsætter med at vokse, og det giver travlhed, men også mange drømmeopgaver.
I disse uger deltager jeg i mange interviews, da vi har stillinger åbne til SDU Vejle og i DIAS. Der er mange stærke kandidater, og det er meget vanskeligt at vælge blandt ansøgerne.
Det er min fornemmelse at der er blevet rakt ud i netværk, og DIAS-brandet giver også ekstra ansøgere og høj kvalitet. På det administrative område er der også samtaler i gang, f.eks. i DARA, hvor vi også får superkvalificerede ansøgere.
Nu ligger der en opgave foran os til at få integreret de mange nye medarbejdere og få dem ind i de relevante netværk. Jeg tænker at vi gør det godt, da vi også har haft flere samtaler med adjunkter, som takker ja til en lektorstilling på NAT.
Tusinde tak til jer alle for jeres mangeartede bidrag til undervisning og forskning på NAT. I ønskes alle en rigtig god sommer, hvor I måske løber på en gammel studiekammerat i sommerlandet og får en god snak om gamle dage.
Marianne Holmer, dekan