Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

Dekanens ord

Kære medarbejdere og studerende

Efter et forår, der har været præget af besparelser som følge af implementeringen af SDU's budgetstrategi, nærmer sommeren sig nu med hastige skridt. Inden jeg ønsker jer alle en god sommer, vil jeg gerne runde af med at orientere om en række væsentlige emner, der kommer til fylde en del i det kommende år.

Allerførst vil jeg understrege, at alle fastansatte medarbejdere, som kunne blive berørt af de strategiske fravalg i SDU's budgetstrategi for 2016-2019, nu er blevet orienteret. Dog mangler vores fakultet at implementere årlige besparelser på uddannelsesområdet for 2,7 mio. kr. Disse besparelser skal primært hentes på reduktion i anvendelse af deltidsundervisere og instruktorer, og institutterne er godt i gang med at identificere disse besparelser. 

I forlængelse heraf kommer der en ny budgetmodel på fakultetet, som fra 2017 skal fordele fakultetets indtægter til institutterne. Budgetmodellen har netop været i høring på institutterne og i relevante råd, og den er udarbejdet ud fra et ønske om at give institutterne en forudsigelig og stabil budgetmodel med indbyggede incitamenter, der afspejler SDU's overordnede budgetmodel.

På uddannelsesområdet er et af de spændende initiativer vores nye kandidatuddannelse i Biomedicinsk informatik, der optager de første studerende efter sommerferien. Desuden forventer jeg, at fakultetet i det kommende studieår vil blive yderligere engageret i Platform X-initiativet. På forskningsområdet er fakultetet i gang med afsøge mulighederne for at styrke samarbejdet med universiteterne i det tyske grænseområde, herunder især Lübeck og Kiel. Vi håber at kunne understøtte konkrete forskningsprojekter initieret af forskere med sammenfaldende interesser samt at deltage i fælles excellence- og uddannelsesinitiativer.

Etableringen af SDU Research & Innovation Office, internt også kaldet SDU RIO, er et af flere initiativer, der skal styrke universitetets samfundsengagement. Vi ønsker som universitet at gøre en større forskel – og ikke mindst at bringe vores viden og kompetencer bredere ud til regionale, nationale og internationale virksomheder. I forlængelse heraf etableres tre nye fyrtårnsprojekter inden for hhv. velfærdsinnovation, open data og droner. Hvert af disse projekter forventes at få tilført 20 mio. kr. over de kommende tre år. Målet er at øge SDUs samfundsrettede uddannelses- og forskningsaktiviteter væsentligt inden for disse tre områder – herunder omfanget af virksomhedsfinansierede forskningsaktiviteter på SDU.

Til sidst vil jeg med en videohilsen fra Svanninge Bjerge ønske jer en god sommer!

Martin Zachariasen, dekan


Redaktionen afsluttet: 27.06.2016