Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

Studiepraktik på Naturvidenskab

Gymnasieeleverne har stor fokus på karriere, når de vælger uddannelse. Det er tilbagemeldingen fra landets studievalgscentre. Derfor er der også afsat en hel formiddag med fokus på karriere ved dette års Studiepraktik i uge 43.

Igen i år åbner Naturvidenskab dørene for gymnasiets 3. g’ere, så de kan få et indtryk af uddannelserne på Det Naturvidenskabelige Fakultet. De unge skal opleve forelæsninger, arbejde i laboratorierne, tale med undervisere og studerende og som sagt få et indblik i jobmuligheder og jobsikkerhed, når de vælger studieretning.

På Institut for Biokemi og Molekylær Biologi (BMB) prioriterer de studiepraktikken højt, og de ved, at den direkte kontakt med uddannelsen er afgørende for de studerende:

”Under studiepraktikken får de kommende studerende lov til at snuse til, hvordan det er at være studerende på BMB. Vi viser dem vores laboratoriefaciliteter, og vi præsenterer dem for SDU som uddannelsessted og for livet som studerende, for eksempel ved at fortælle om den akademiske verden og studenterorganisationer,” fortæller institutleder ved BMB, Peder Thusgaard Ruhoff.

Studiemiljø spiller en stor rolle, og derfor tilbyder SDU som noget nyt i år et fælles afterstudy-arrangement med oplæg, fællesspisning og tilbud fra de forskellige studenterorganisationer. Arrangementet finder sted onsdag aften, og det betyder, at vores gæster er sent færdige med dagens program. Derfor tilbydes der også overnatning i Hallen til dem, som kommer langvejs fra.

Peder Thusgaard Ruhoff er klar over, at studiepraktikken har stor betydning for forventningsafstemningen med de studerende:

” Vi oplever utrolig stor interesse for studiepraktikken ved BMB, men desværre kan vi ikke tilbyde alle en plads, da der er begrænsninger i laboratoriefaciliteterne på instituttet. Hvis vi kunne, ville vi gerne optage flere, men så ville vi ikke kunne give dem et lige så virkelighedsnært billede af uddannelserne, som vi gør nu. Det er vigtigt for os, at de kommende studerende under de to dages praktik stifter bekendtskab med så meget af studielivet som muligt, og at de får et positivt billede af SDU, så de i sidste ende kan træffe den rigtige beslutning om deres uddannelsesfremtid”, slutter Peder Thusgaard Ruhoff.

Fredag formiddag vil blive brugt til karriereoplæg fra både SDU Erhverv og alumner fra de forskellige institutter. Heldigvis kan Naturvidenskab give de unge gode nyheder: Efterspørgslen fra arbejdsmarkedet på kandidater med en naturvidenskabelig baggrund forventes at stige. Og naturvidenskabelige kandidater har da også højere beskæftigelse og lettere ved at finde job end andre akademikergrupper.

Studiepraktik er uden tvivl et af de møder, Naturvidenskab har med unge, som har størst effekt. Op til 30 % af deltagerne ser vi ved studiestarten året efter. Men studiepraktikken er blot et ud af flere tiltag, som Naturvidenskab afholder hvert år som en del af forventningsafstemningen med de kommende studerende.

I februar er der Åbent Hus, hvor alle er inviteret ud på SDU for at høre mere om studierne. I de studieaktive perioder kan de kommende studerende være Studerende for en dag, hvor de har mulighed for at følge en NAT-studerendes hverdag på SDU. Fra 2017 indføres desuden optag via kvote 2, hvor ansøgerne skal igennem en UNItest, inden de bliver optaget på SDU. Alt sammen sker i håbet om, at den enkelte studerende matches bedst med den rigtige studieretning.

Redaktionen afsluttet: 13.10.2016