Skip to main content
DA / EN
Nyhedsbrev

Dekanens ord

Kære medarbejdere

Velkommen tilbage fra sommerferie. Jeg håber, at I trods det lunefulde danske sommervejr har fået ladet godt op sammen med venner og familie.

Vi har netop afsluttet årets optag af studerende, og om et par uger skal vi byde vores nye studerende velkomne på universitetet – hvilket altid er noget helt særligt! I år kommer vi til at byde velkommen til lidt færre bachelorstuderende, men til gengæld forventer jeg, at en større andel af dem kommer til at fuldføre en bacheloruddannelse.

Årsagen til, at færre bachelorstuderende påbegynder deres studier på Naturvidenskab, er, at vi har skærpet adgangskravene betydeligt. Hovedformålet med skærpelsen var at reducere frafaldet blandt vores studerende. Samtidig havde vi en forhåbning om, at de studerende, der ikke opfyldte adgangskravene, ville søge ind i kvote 2. På kvote 2 har SDU netop i år indført testbaseret optag samt øget andelen af optagne studerende i kvote 2. Desværre udeblev en tilstrækkelig søgning til Naturvidenskab på kvote 2, således at vi i år optager omkring 20% færre bachelorstuderende end sidste år. Til gengæld har vores nye studerende bedre forudsætninger for at gennemføre en naturvidenskabelig uddannelse. Dette vil, sammen med vores målrettede indsats for at reducere frafald, utvivlsomt medføre, at en betydeligt større andel gennemfører en naturvidenskabelig bacheloruddannelse.

Næste år vil vi forenkle og slække vores adgangskrav en smule, således at vi ikke skiller os for meget ud fra vores konkurrenter. Dette vil forhåbentlig medføre både en bedre søgning og lidt flere optagne bachelorstuderende. 

Og til sidst: Husk nu at tage godt imod vores nye studerende. Tænk på, at I er rollemodeller for en gruppe meget talentfulde unge mennesker. Det er en stor mulighed og et stort ansvar.

Venlig hilsen
Martin Zachariasen, dekan

Redaktionen afsluttet: 17.08.2017