Skip to main content
DA / EN

Jul med din kollega

Jul med din kollega: Amalie Wiben

Mød Amalie Wiben, ph.d.-studerende ved DaCHE – Dansk Center for Sundhedsøkonomi, Institut for Sundhedstjenesteforskning

Af SUND Kommunikation, , 05-12-2024

Amalie

Kan man se på dit kontor, at det snart er jul?

Nej, det har jeg desværre ikke nået i år. Jeg har lige afleveret min ph.d.-afhandling i dag, så har ikke nået at få pyntet, men mine gode kollegaer har været rundt og julehygget i afdelingen.

(Vi har selvfølgelig fotodokumenteret, at Amalie ikke har julepynt på kontoret. Red.)

Er der nogen eller noget, der løfter dit julehumør, mens du er på arbejde?

At gå rundt på universitet og se pynten folk har hængt op er altid hyggeligt.

Enkelte kontorer har også julemusik på radioen, hvilke også skaber god julestemning.

Hvordan skal du holde jul i år?

Min familie og jeg har i år valgt at tage til varmere himmelstrøg, så det bliver forhåbentlig ved poolen med tid og plads til en masse nærvær og hygge.

Har du eller nogen du kender nogle særlige juletraditioner?

Vi har nogle helt faste ting, vi altid gør. Den 23. spiser vi risengrød til aftensmad. Den 24. går vi en lang tur sammen, og så er der selvfølgelig også familiejulefrokosten den 25.  Det bliver underligt at undvære i år. 

Sidste år flyttede der en drillenisse ind i vores hus, som efter stor begejstring fra vores piger, heldigvis vendt tilbage igen i år. At se deres forventning og glæde til hvad nissen nu har fundet på, er noget af det bedste. Det er min nye yndlingstradition.

Hvad spiser I juleaften?

Når vi holder traditionel jul i Danmark får vi and og medister med brunkartofler, almindelig kartofler, sovs og rødkål. Til dessert er der risalamande med en mandelgave.

I år ved vi faktisk ikke, hvad menuen sydpå står på. Jeg skal jo bare dase og slappe af.

Har du en god juleopskrift, du gerne vil dele med os?

Jeg bager ikke så ofte, men I kan spørge Karen Søgaard (Professor ved IOB. Red.) for hendes brunkager er virkelig gode!

Hvad er din yndlingsjulefilm eller -sang?

’Alene hjemme’ er en sikker vinder. Jeg synes stadig den kan noget, selvom den efterhånden er en gammel sag.  

Redaktionen afsluttet: 05.12.2024