Skip to main content
DA / EN

Kend din kollega

Kend din kollega: Elisabeth Lohmann Andersen

Mød Elisabeth Lohmann Andersen - rekrutteringskoordinator ved fakultetssekretariatet på SUND.

Af SUND Kommunikation, , 25-04-2024

Billede af Elisabeth Loman Andersen

Kan du forklare, hvad du arbejder med?

Fra cirka 2007 har jeg arbejdet fuldtids med området ”rekruttering af videnskabelige medarbejdere til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet”. Ved universiteterne er der visse bekendtgørelser, der skal følges for at man kan ansætte en videnskabelig medarbejder. Man kan ikke bare slå en stilling op, og herefter ansætte en person, når ansøgningerne er indkommet (som man kan i private firmaer). Ved universiteterne skal indkomne ansøgere skriftligt vurderes ”kvalificeret” af et bedømmelsesudvalg, som bl.a. består af eksterne eksperter, for at man kan gå videre og herefter ansætte en person.

I december 2023 gik SDU over til at bruge et nyt system – HCM Oracle – til VIP-ansættelser. I øjeblikket er min udfordring at få VIP-rekrutteringsprocessen til at fungere som en smidig proces i det nye system under hensyn til ministerielle regler, lokale SDU-regler, pågældende instituts ønsker samt fakultetets og eget ønske om at effektivisere processen.

Hvor længe har du været ansat på SDU? Har du eventuelt været her ”af flere omgange”?

Jeg har været ansat i 40 år på først Odense Universitet (OU) og siden SDU. Først som sekretær ved Institut for Erhvervssprog og Cand.negot.- studiet, siden hen som korrespondent og forskningssekretær ved Laboratoriet for Energiforskning.

April 1987 blev jeg ansat centralt på OU i Akademisk Forvaltning, i dén del, som senere blev til Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetssekretariat. Her arbejdede jeg i mange år dels som dekansekretær og dels som sagsbehandler.

Hvad er det allerbedste ved lige præcis dit arbejde?

At jeg kan samle trådene og skabe overblik over til tider knudrede opgaver, så processerne kører, og jeg derefter hurtigt – sammen med andre – kan skabe resultater til gavn for alle involverede.

Fortæl om en arbejdsopgave, du har løst, som du er lidt ekstra stolt af

Der er ikke nogen opgaver, jeg er ekstra stolt af – men jeg kan være ret så lettet, når vanskelige opgaver er løst.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund – hvordan er du endt i dette job?

Jeg begyndte egentlig at uddanne mig som radiograf på Radiografskolen i Odense og nåede at tage 2,5 år af uddannelsen, hvorefter jeg skiftede til uddannelsen som erhvervssproglig korrespondent på SDU. Det viste sig at være godt, at jeg havde snuset til klinikarbejdet på et hospital, for jeg tror, at det var en af grundene til, at jeg fik stillingen, hvor jeg skulle arbejde med ”det lægevidenskabelige hovedområde”.

Hvilke andre karriereveje har du ellers overvejet?

Ingen – jo for resten – jeg begyndte også at læse dansk engang, men sprang hurtigt fra. Alligevel er god litteratur afgjort et område, som interesserer mig.

Hvad laver du i din fritid?

Cykler og går lange ture hver dag (skal mærke vinden og gå mindst 10.000 skridt)

Har du set/læst/lyttet til noget godt for nylig, som du vil anbefale?

Ja – se Harlan Cobens krimier (de britiske - man kan umuligt lige gætte, hvem der er morderen) og også Lupin på Netflix. Den har jeg set sammen med mine børnebørn.

Jeg er ved at læse ”Vinden kender mit navn” af Isabel Allende – hun skriver bare så godt og med stort overblik, og ofte med en humoristisk undertone.

Af musik kan jeg anbefale Rolling Stones’ nye album Hackney Diamonds – synes nummeret med Mick Jagger og Lady Gaga ”Sweet sounds of heaven” er ret godt og sejt fremstillet

Hvad er dit favorit udflugts- eller rejsemål?

De fynske kyster når det er sommer og varmt – og så ellers kysterne i Ligurien og Toscana i Italien.

Har du et særligt talent, som andre måske ikke kender til?

Nej, men da jeg var ung, var jeg ret god til at synge og var med i alle skolekomedier også da jeg gik på gymnasiet på Mulernes Legatskole. Jeg var med i flere kor – tænker måske at prøve at træne stemmen op igen, når jeg går på pension – for eksempel i et af Odenses gospelkor (hvis jeg kan blive optaget – ikke sikkert).

Kend din kollega

Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til os med forslag til Kend din kollega

Redaktionen afsluttet: 25.04.2024