Skip to main content
DA / EN

Kend din kollega

Kend din kollega: Ellen Boldrup Tingleff

Ellen Boldrup Tingleff er lektor i retspsykiatri og psykiatrisk sygepleje ved Institut for Regional Sundhedsforskning, Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart.

Af SUND Kommunikation, , 21-05-2025

Ellen Boldrup Tingleff

Kan du forklare, hvad du arbejder med?

Jeg arbejder overordnet set med forskning, udvikling og undervisning.

Min forskning er overvejende centreret omkring pårørende i psykiatrien. Jeg undersøger for eksempel pårørendes oplevelser af at samarbejde med det psykiatriske behandlingssystem, pårørendes livsvilkår og hvordan vi kan blive langt bedre til at støtte dem i deres rolle som pårørende og involvere dem i plejen og behandlingen. Dette igennem brug af kvalitative metoder, surveys, reviews og interventionsudvikling.

Hvor længe har du været ansat på SDU?

Jeg har været på SDU siden 2016, hvor jeg blev indskrevet som ph.d.-studerende ved Klinisk Institut, efterfulgt af en post.doc ansættelse.

I dag er jeg ansat i Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart ved Institut for Regional Sundhedsforskning.

Hvad er det allerbedste ved lige præcis dit arbejde?

Som person trives jeg bedst i interaktioner med andre, og derudover mener jeg ikke, at forskning er et solo-arbejde.

Så det bedste ved mit arbejde er klart samarbejdet med mine studerende og kollegaer.

Derudover er mit arbejde meget mangfoldigt, ingen uger er ens. I løbet af en uge kan jeg være involveret i både undervisning og vejledning af studerende på forskellige uddannelsesniveauer, forskning med kollegaer i ind- og udland samt udviklingsrelaterede opgaver i klinikken. Samtidig befinder jeg mig ofte på flere lokationer i løbet af en uge.

Fortæl om en arbejdsopgave, du har løst, som du er lidt ekstra stolt af.

Jeg er stolt af at være den i Denmark der igennem de seneste år har udviklet mest viden om at være pårørende til et familiemedlem i kontakt med det retspsykiatriske behandlingssystem.

Det er en gruppe, der har været overset i både klinikken og i forskningen. Vi anvender nu den viden, til at udvikle interventioner til at støtte dem i deres rolle og involvere dem i behandlingen. Det efterspørger de nemlig!

Projektet er muliggjort igennem en DFF-bevilling.

Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund – hvordan er du endt i dette job?

Jeg er uddannet professionsbachelor i sygepleje, og senere kandidat i sygepleje (cand.cur) ved Aarhus Universitet. Jeg har også undervist i over 10 år ved UCL, Sygeplejerskeuddannelsen i Vejle.

I dag er jeg ansat 50 % ved Retspsykiatrisk Forskningsenhed Middelfart (RFM), Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU og 50 % ved Psykiatrisk Afdeling Middelfart, Psykiatrien i Region Syddanmark.

Da jeg var underviser ved UCL, mødte jeg min nuværende forskningsleder, der opmuntrede mig til at gå videre med et ph.d.-projekt. Vi startede et samarbejde omkring et udviklings- og forskningsprojekt i klinikken. Det gav mig mod til at gå videre med en forskningsuddannelse.

Hvilke andre karriereveje har du ellers overvejet?

Jeg overvejede at læse psykologi, men da jeg som 19-20-årig valgte uddannelse, virkede en universitetsuddannelse lidt uoverkommeligt. Med den interesse i psykologien, er det nok ikke helt tilfældigt, at psykiatrien blev mit store kliniske og forskningsmæssige interesseområde som sygeplejerske.   

Hvad laver du i din fritid?

Min fritid tilbringes overvejende med familien. Derudover løber jeg og går til jumping fitness.

Som noget helt nyt er jeg begyndt til golf, hvilket virkelig kræver, at jeg både finder koncentrationen og tålmodigheden frem.

Har du set/læst/lyttet til noget godt for nylig, som du vil anbefale?

”De forviste” af Christina Baker Kline.

Hvad er dit yndlingsudflugtsmål?

Det må være Østrig - for at stå på ski.

Har du et særligt talent, som andre måske ikke kender til?

Jeg har danset i hele min barndom og ungdom. Alt lige fra standard og latin, ballet, rock n´ roll, irsk step – you name it!

Har du en spændende/anderledes interesse, vi må høre lidt om?

Om den er anderledes ved jeg ikke, men jeg har altid været nysgerrig på andre kulturer. Derfor har jeg altid rejst meget og søgt indsigt i ”det levede liv”, der hvor jeg kom hen. Det har for eksempel bragt mig på besøg hos en bjergstamme i det nordlige Thailand, og gennem min familie i Australien har jeg lært meget om den oprindelige befolkning.

Når jeg er på sommerferie med familien i Europa, forsøger jeg derfor altid at finde de steder ”hvor ingen andre turister kommer”. Lokale rejsetips er altid gode. 

Hvem vil du gerne lære at kende?

Vi sætter fokus på medarbejderne på SUND med en række faste spørgsmål. Formålet er at lære hinanden bedre at kende, på tværs af titler, institutter og arbejdsopgaver.

Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til  os på: sund-input@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 21.05.2025