Kend din kollega
Kend din kollega: Kim Brøsen
Mød Kim Brøsen, dr. med og professor i klinisk farmakologi ved Institut for Sundhedstjenesteforskning. Kim fejrer i 2025 sit 40-års jubilæum på SDU.

Kan du forklare, hvad du arbejder med?
Jeg er klinisk farmakolog, og mit forskningsområde er farmakogenetik, det vil sige videnskaben om, hvordan gener påvirker lægemidlers ønskede og uønskede virkninger.
Jeg begyndte for 40 år siden at forske i CYP2D6, som er et enzym i leveren, der er vigtigt for at nedbryde lægemidler optimalt. Syv til otte procent af den danske befolkning mangler enzymet. Mit væsentligste bidrag til denne forskning har været, at også ikke-genetiske faktorer kan have stor betydning.
Hvor længe har du været ansat på SDU? Har du eventuelt været her ”af flere omgange”?
Jeg har kontinuerligt været ansat på Odense/Syddansk Universitet siden 1.marts 1985. Inden da havde jeg været gæsteforsker i 3,5 år. Siden august 2023 har jeg været ansat på 10%.
Hvad er det allerbedste ved lige præcis dit arbejde?
Det er min forskning, der har givet mig de største arbejdsmæssige glæder, og også de største hovedbrud, når forskningen ikke ville, som jeg ville. Det har været et privilegium, at jeg i mere end 40 år frit har kunnet vælge, hvilke forskningsprojekter, jeg vil beskæftige mig med.
Det har været et næsten lige så stort privilegium at have friheden til at beskæftige mig med mange andre ting, som jeg i kraft af min forskning fik berøring med. Jeg har blandt andet været præsident for både en europæisk og en international kongres i farmakologi og har i mere end 20 år været chefredaktør for en dansk lærebog samt et videnskabeligt tidsskrift.
Fortæl om en arbejdsopgave, du har løst, som du er lidt ekstra stolt af.
Jeg har altid arbejdet i sammen med andre, og ingen af mine bedrifter er helt mine egne. Jeg har altid været god til at samle nogle stærke teams omkring mig, og det er måske i virkeligheden min største bedrift.
Tre højdepunkter i karrieren:
- Min indsats som forsker generelt
- Jeg ydede et ikke helt uvæsentligt bidrag til at gøre klinisk farmakologi til et lægeligt speciale i Danmark og især på OUH i 1996. Specialet har i dag sin egen selvstændige afdeling på OUH med cirka 15 læger. Det tvivler jeg på ville have været tilfældet uden mig.
- Jeg er også tilfreds med mit bidrag til, at vi fik en farmaceutuddannelse på SDU. Også her gælder det, at det ikke var noget, jeg sørgede for ene mand, men hvis ikke jeg for 20 år siden havde foreslået, at vi skulle have en specialisering i klinisk farmaci, så ville vi med garanti aldrig have fået lov til at udbyde uddannelsen. Det lyder meget simpelt, men i praksis var det ikke så simpelt.
Hvad er din uddannelsesmæssige baggrund – hvordan er du endt i dette job?
Jeg er læge uddannet fra Københavns Universitet januar 1981 og speciallæge i klinisk farmakologi i 1996. Jeg blev læge i en tid med stor arbejdsløshed blandt yngre læger, så jeg måtte tage til det aldeles fortræffelige Fredericia Sygehus for at få min lægeturnus.
Jeg var i Fredericia i 17 måneder, og jeg er lige ved at tro, at den periode er den lykkeligste i mit lægeliv. Det var i den periode, at jeg begyndte at forske på Odense Universitet i min fritid.
Den 1. marts 1985 blev jeg efter et par år på Sjælland ansat som klinisk assistent på Odense Universitet, og her har jeg været siden. Jeg var honorarlønnet overlæge i klinisk farmakologi på OUH i præcist 25 år fra 1996-2021.
Hvilke andre karriereveje har du ellers overvejet?
Jeg troede, at jeg skulle være narkoselæge
Hvad laver du i din fritid?
Efter næsten 40 gode år i det herlige Odense valgte vi forrige år at flytte til København, hvor både min kone og jeg oprindeligt er fra. Vi har købt en lejlighed på Amager. Vi går ture, passer børnebørn, er sammen med vores børn, venner og bekendte, går i biograf og teater.
Har du set/læst/lyttet til noget godt for nylig, som du vil anbefale?
Mens jeg studerede, var jeg på to ekspeditioner i Grønland. En i Vestgrønland om vinteren 1976, hvor vi løb på ski og kørte med hundeslæde, og en i Østgrønland sommeren efter, hvor vi vandrede med fuld oppakning. Skønt jeg ikke har været der flere gange, har jeg fulgt Grønland med stor interesse lige siden.
Jeg er først for nyligt kommet i gang med Kim Leines forfatterskab om Grønland. Først læste jeg den fremragende historiske roman ”Profeterne i Evighedsfjorden” og dernæst erindringsromanen ”Kalak”. Han skriver blændende, og i Kalak er han fuldstændig grænseoverskridende i sin selvudlevering. Romanerne giver et saftigt men sandfærdigt billede af hverdagslivet i Grønland både i fortid og nutid, og de er meget aktuelle netop nu.
Hvad er dit yndlingsudflugtsmål?
Mit hus i F-34480 Laurens i Sydfrankrig, som vi købte i 2006. Jeg var gæsteprofessor ved Hôpital Saint Antoine i Paris, hvor mine børn gik på Lycée International i Saint-Germain-en-Laye uden for Paris. Vi blev frankofile og for familiens vedkommende også frankofone, og vi måtte bare eje et sted i Frankrig.
Vi bor midt i et af verdens største vinproducerende områder, så vi smager, køber og drikker vin, laver mad inde og ude, eller går ud og spiser. Vi har ofte venner og familie på besøg, går vandreture i bjergene eller i vinmarkerne. Eller bare slapper af med et glas kold rosévin og en god bog.
Har du et særligt talent, som andre måske ikke kender til?
Desværre ikke, kun flid og ærgerrighed.
Hvem vil du gerne lære at kende?
Vi sætter fokus på medarbejderne på SUND med en række faste spørgsmål. Formålet er at lære hinanden bedre at kende, på tværs af titler, institutter og arbejdsopgaver.
Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.
Skriv til os på: sund-input@health.sdu.dk