Skip to main content
DA / EN

Sommerferie

Hvad laver jeg i min sommerferie?

Vi har spurgt en stribe af vores kollegaer om, hvad de skal lave i sommerferien. Måske vi alle kan blive inspireret til hvordan, vi får koblet lidt fra?

Af SUND Kommunikation, 26-06-2024

Portrætfoto af Ole Skøtt

Ole Skøtt
Dekan, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Ligesom alle jer andre, så ser jeg også frem til nogle ugers sommerferie. Det altoverskyggende højdepunkt for mig bliver, at vi venter et nyt barnebarn til august. Det bliver så nummer tre i rækken, men det gør ikke spændingen og glæden mindre. Jeg håber, at alle I, og jeres familier, får en dejlig sommer!


Pernille Tanggaard Andersen
Institutleder, Institut for Sundhedstjenesteforskning

Ferie og afslapning er lige om hjørnet, og det gælder om at nyde den, få samlet kræfter og bare være til stede i nuet. De første par dage tjekker jeg mails og telefonbeskeder flere gange om dagen, og jeg kan godt mærke at offline er et valg. Flere stresscoaches peger faktisk på, at vi kommer til at overføre tempoet fra arbejdslivet til vores ferier, så som modsvar betyder sommerferie for mig tid til nærvær, afslapning og langsomhed. I år tager vi til jazz- festival i KBH, nogle uger i sommerhus og slutter ferien af i Berlin, hvor moderne storby og historie smelter sammen.


Morten Hulvej Rod
Direktør, Statens Institut for Folkesundhed

Sammen med min familie skal jeg med tog til en lille badeby i Ligurien, hvor vi efterhånden har været en del gange. Efter et par dage dér med strand, is og pizza sejler vi til Korsika, som vi besøger for første gang og derfor glæder os til at udforske. Den sidste del af ferien tilbringer vi i vores sommerhus i Odsherred. Der skal en stak gode romaner med på ferie – og en fodbold til at holde mine sønner beskæftiget.


Anne Kathrine Overgaard
Kontorchef, Syddansk Forskerstøtte

Jeg starter min sommerferie med en uges vandring i smukke Italien. Resten af ferien bliver i Bogense, hvor den står på cykling, læsning (jeg har samlet en lille kollektion, der venter på at blive læst) og maleri (akryl og måske lidt akvarel). Kodeordene er: Natur, bevægelse og godt selskab. Det bli’r godt!

Portrætfoto af Anton Pottegård

Anton Pottegård
Professor, Institut for Sundhedstjenesteforskning

Jeg har tre små børn på to, fem og ni. Corona lærte os at de store udlandsture var mere for os forældres (og vores forventningers) skyld end for børnenes. Og så sjove er lufthavne og trætte børn altså heller ikke. Vores sommerferie er i år 12 dage i sommerhus i Sverige efterfulgt af to dage i Astrid Lindgrens Verden. Det gjorde vi i øvrigt også sidste år. Og så en uge hjemme. Tre uger uden adgang til mails. Det kan noget.

Hvem vil du gerne lære at kende?

Har du forslag til en kollega på SUND, som alle skal lære bedre at kende - eller er der en, du selv ønsker at vide mere om, så skriv til os i SUND Kommunikation.

Skriv til  os på: sund-input@health.sdu.dk

Redaktionen afsluttet: 26.06.2024