SUND: Navnenyt
Kim Houlind skifter til Regionshospitalet Horsens som lægefaglig direktør
Fra 1. februar 2025 tiltræder Kim Houlind som lægefaglig direktør på Regionshospitalet Horsens. Det betyder, at han stopper som institutleder ved Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS) på SDU. Rekrutteringen af en ny institutleder vil blive igangsat i begyndelsen af det nye år.
Kim Houlind har været institutleder på IRS siden 1. maj 2024.
I den periode har der været en organisk vækst i antallet af ansatte forskere på de 12 sygehuse, der er tilknyttet instituttet.
Derudover er der iværksat arbejde med at udvide den regionale kandidatuddannelse i medicin i Esbjerg fra 30 pladser til 50 pladser med virkning fra september 2025 og oprettelsen af en bacheloruddannelse samme sted med virkning fra september 2026.
Vi ønsker Kim Houlind alt det bedste i sin nye rolle.