Uddannelse
Ny erhvervskandidat-uddannelse i sygepleje på vestkysten
Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital og SDU går nu sammen om at give sygeplejersker mulighed for at spille på flere strenge i klinikken. Svaret er en erhvervskandidatuddannelse.
Sygeplejersker mange steder vil gerne opkvalificere sig i hospitalspraksis og i forhold til ny viden. Netop sådan en kombination af universitet og kliniknær læring og udvikling i faget bliver nu til virkelighed i det Sydvestjyske.
En ny aftale mellem Syddansk Universitet og Esbjerg Sygehus, Syddansk Universitetshospital betyder, at sygeplejersker fra sygehuset, fra psykiatrien eller fra områdets kommuner nu kan søge ind på en ny erhvervskandidat, hvor undervisningen delvist foregår på sygehuset i Esbjerg.
Tidligere var lokale sygeplejersker henvist til fx Aarhus eller Odense, hvis de ville tage kandidatdelen. Den nye erhvervskandidat gør det muligt både at passe sit eksisterende job og videreuddanne sig på højt niveau.
- Ved at forbinde den praksisnære udvikling med den nyeste forskningsbaserede viden, sikres at virkningen af udviklingsinitiativerne bliver den bedst tænkelige for ikke mindst patienter og pårørende, siger Uddannelses- og Sekretariatschef på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU, Merete Munk.
Som studerende bliver man en del af et lokalt fagligt fællesskab og studiemiljø, samtidig med at der etableres relation til uddannelsens faglige miljø, der udgår bl.a. fra Odense.
Den nye erhvervskandidatuddannelse vil have følgende nøglekendetegn:
- Man fortsætter i sit kliniske arbejde som sygeplejerske 25-timer om ugen
- De resterende timer i ansættelsen bruges på studiet, hvor man over fire år får undervisning og arbejder med udviklingsprojekter på egen arbejdsplads
- SDU er ansvarlig for uddannelsen og undervisningen, som i videst muligt omfang foregår på Esbjerg Sygehus.
- Vejledere fra både SDU og egen arbejdsgiver ved kandidatspecialet.
- Første hold starter 1. september 2023.
Den ekstra uddannelse ses som et skub, der kan hjælpe sygehuset med at følge med ændringerne i sundhedsvæsenet og i patienternes behov. Uddannelsen er også af den grund kendetegnet ved sit tværsektorielle fokus, og bliver udviklet i samarbejde med kommuner i området, som også er ventes at sende ansøgere til uddannelsen.
- Det er afgørende, at vi har sygeplejersker, som ud over at have stærke kliniske kompetencer også har en solid akademisk baggrund, der fokuserer på udvikling af sygeplejen i hverdagen’, siger sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose Hansen på Esbjerg Sygehus. 'I ledelseskredsen på sygehuset og i regionen er kandidaternes viden og kompetencer meget efterspurgt til udviklingsopgaver og i det daglige kliniske arbejde i samspil med kollegaer og patienter’, tilføjer Charlotte Mose Hansen.
Den nye aftale mellem Esbjerg Sygehus og SDU er inspireret af et samarbejde mellem Region Sjælland og SDU om en tilsvarende erhvervskandidat.
- Der er frist for ansøgninger til første hold d. 6. august. Læs mere på SDUs hjemmeside.
- Er du også interesseret i at indgå partnerskab med SDU om opkvalificering af sygeplejersker? Så læs mere her.
Brug for flere oplysninger? Kontakt:
- SDU: Uddannelseschef Merete Munk, mobil: 60 11 29 26 eller studieleder Christine Dalgård, mobil: 65 50 34 74
- Esbjerg Sygehus: Sygeplejefaglig direktør Charlotte Mose Hansen, mobil: 29 67 72 87