SUND
Ny institutleder på Retsmedicinsk Institut på SDU
Simon Kjær Hermansen konstitueres som institutleder for Retsmedicinsk Institut under Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet pr. 1. maj 2025. Han afløser Peter Mygind Leth, som fratræder posten, men fortsætter som statsobducent på fuld tid i endnu et års tid.
Simon Kjær Hermansen, cand.scient. og ph.d., er udpeget som konstitueret institutleder for Retsmedicinsk Institut på SDU for det kommende år. Simon har siden 2024 været afdelingsleder for Retskemisk Afdeling på instituttet, hvor han har haft fokus på strategisk udvikling, videnskabelig kultur og kollegialt medejerskab i opgaveløsningen.
Den nye konstituerede institutleder har et stærkt afsæt i både forskning og praksis. Han har været ansat på instituttet siden 2018, og har især beskæftiget sig med metodeudvikling og optimering af de retskemiske analyser - samt fastlægning af klare lang- og kortsigtede mål for afdelingen med viden, åbenhed og tillid som centrale elementer.
Dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Ole Skøtt, glæder sig over at Simon har villet træde ind på posten:
- Peter Leth har været institutleder i 10 år, og vi har været rigtigt tilfredse med hans ekspertise og ledelse af instituttet, men med konstitueringen af Simon har vi fuld tiltro til, at instituttet er i virkeligt gode hænder.
Simon Kjær Hermansen er desuden en aktiv forsker med erfaring fra både universitet, sygehusvæsen og industri. Han har blandt andet arbejdet i Novo Nordisk og har publiceret internationalt inden for både retsmedicin og neuroonkologi.
Afløser erfaren leder
Simon overtager posten fra 69-årige Peter Leth, der har været institutleder siden 2015 og har spillet en væsentlig rolle i at udvikle Retsmedicinsk Institut til en markant forsknings- og uddannelsesenhed med tæt samspil med praksis.
Peter Leth fortsætter på instituttet som statsobducent og professor på fuld tid i et år og vil fortsat bidrage med sin brede faglige erfaring og indsigt i retsmedicinsk praksis og digital retsmedicin.
