Skip to main content
DA / EN

Talentprogram

SUND styrker talentudviklingen med nyt samlet program

SUND lancerer et nyt samlet talentprogram, der skal styrke karriereveje for yngre forskere. Samtidig omlægges den eksisterende ph.d.-pulje gradvist for at frigøre midler til programmet og styrke hjemtagningen af ekstern finansiering.

Af SUND Kommunikation, 12-03-2026

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet etablerer nu et samlet talentprogram for sundhedsvidenskabelig forskning. Programmet skal styrke udviklingen af yngre forskere og skabe tydelige og attraktive karriereveje fra ph.d.-niveau til postdoc og adjunkt.

Talentprogrammet er en del af SUND’s forskningsstrategi Sundhed for alle – for individ og samfund og skal bidrage til excellent forskning, øget internationalisering og stærkere rekruttering.

En mere strategisk investering i forskertalent

Med talentprogrammet samler SUND indsatsen for forskningsvækstlaget. Målet er at anvende fakultetets midler mere strategisk, så de i højere grad understøtter:

  • udvikling af forskertalenter
  • hjemtagning af ekstern finansiering og styrkelse af forskningsmiljøernes langsigtede udvikling
  • forskningskvalitet og international konkurrenceevne

Baggrunden er blandt andet ændrede forventninger til ph.d.-uddannelsen og øget nationalt fokus på forskeruddannelsernes samfundsmæssige effekt. Samtidig har aftalen mellem Danske Universiteter og flere private fonde om projekttillæg skabt nye økonomiske rammer og incitamenter for at styrke den eksterne finansiering.

SUND ønsker derfor at målrette indsatsen, så flere yngre forskere får stærke, sammenhængende karriereforløb og bedre muligheder for at udvikle sig i et internationalt forskningsmiljø.

- Talentudvikling er afgørende for SUND’s fremtidige position. Med det nye program tager vi et samlet greb om forskningsvækstlaget og prioriterer de investeringer, der bedst understøtter kvalitet, international konkurrenceevne og ekstern finansiering, siger Uffe Holmskov, prodekan for forskning og innovation på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Gradvis omlægning af ph.d.-puljen

Finansieringen af talentprogrammet sker gennem en gradvis udfasning og omlægning af den fakultetsfinansierede ph.d.-pulje.

Ændringen gennemføres over en fireårig periode. Institutternes nuværende fakultetsfinansierede ph.d.-pulje reduceres med 25 procent om året.

Udfasningen sker med hensyntagen til allerede indgåede tilsagn og igangværende forpligtelser, og der ændres ikke på allerede bevilgede ph.d.-forløb.

De frigjorte midler investeres i talentprogrammet med henblik på at skabe mere sammenhængende karriereveje og styrke hjemtagningen af eksterne bevillinger.

Fra faste kvoter til fælles pulje

  • I dag: 82 fakultetsfinansierede ph.d.-stipendier fordelt på institutterne.
  • Fra 2028: 20 stipendier samlet i én strategisk fællespulje.
  • Fremover søger institutterne midler fra fællespuljen i stedet for at have faste kvoter.

Talentprogrammets elementer

Talentprogrammet består af følgende initiativer:

  • En central fakultetspulje til strategisk medfinansiering af ph.d.-stipendier
  • Etablering af nye DIAS-adjunktstillinger
  • Et program for klinisk-translationelle 2-årige postdoc-stillinger
  • Etablering af ph.d.- og postdoc-stillinger medfinansieret via EU’s COFUND-program
  • En målrettet indsats for Marie Curie-stipendier
  • Postdoc-/adjunktstillinger målrettet hjemtagning af danske forskere fra udlandet

Programmet understøttes af SUND’s forskningssupport og en styrket ph.d.-skole med fokus på talentudvikling og onboarding.

Løbende evaluering

SUND vil evaluere talentprogrammet årligt for at sikre fremdrift og den ønskede effekt. Evalueringen skal understøtte, at programmet løbende tilpasses, så det bedst muligt styrker forskningskvalitet, talentudvikling og fakultetets nationale og internationale position.

De første initiativer i talentprogrammet igangsættes i løbet af 2026, og konkrete opslag og ansøgningsmuligheder offentliggøres løbende på SDUnet.

Informationsmøde

Som følge af omlægningen af ph.d.-puljen vil der være et informationsmøde om SUND Talentprogram med Prodekan for forskning og innovation, Uffe Holmskov, fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Tid og sted: Torsdag d. 26.marts kl. 15.00-16.00 i U260.

Mødet er åbent for alle, men kræver tilmelding.

Tilmeld dig begivenheden her.

FAQ

Person med taleboble med et spørgsmålstegn