Sundhedsvidenskab på SDU udvikler uddannelser til digital virkelighed
Hvordan skal de sundhedsvidenskabelige uddannelser på Syddansk Universitet udvikles, så fremtidens sundhedsprofessionelle bliver robuste i forhold til at indgå i en kontinuerlig digital- og teknologisk udvikling?
"Fremtiden er nu!" - det var budskabet på temadagen om behovet for digitale og teknologiske kompetencer for fremtidens sundhedsprofessionelle. Et arrangement planlagt af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på SDU og med deltagelse fra alle studieledere og studienævn fra Sundhedsvidenskab samt kommune, region, interesseorganisationer og øvrige partnere.
- Det digitale sundhedsvæsen er ikke længere noget, der kommer engang i fremtiden - vi er der nu! Og de sundhedsprofessionelle, som SDU nu uddanner, skal være klar til at kunne indgå i den moderne udvikling gennem hele deres karriere. SDU prioriterer dette højt og derfor har vi i dette forår været i dialog med en række af aftagerne af vores kandidater. Dette er vores afsæt til, at alle SDU's sundhedsvidenskabelige uddannelser i løbet af det næste år vil udvikle studieordninger, undervisning og faglighed med henblik på at sikre dimittendernes fremtidige digitale og teknologiske kompetencer, udtaler sekretariats- og uddannelseschef Merete Munk.
”- Det digitale sundhedsvæsen er ikke længere noget, der kommer engang i fremtiden - vi er der nu!
Ideen er at sørge for, at dimittenderne fra SDU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet er fagligt klædt på til at agere i det digitale sundhedsvæsen og helt bredt i kommuner, regioner og andre sammenhænge, hvor dimittenderne har deres kommende arbejdsliv. Det nytter ikke noget, hvis ikke de digitale udfordringer bliver en del af uddannelserne og skrives ind i uddannelsernes studieordninger.
Hver uddannelse kan have sin egen digitale agenda, der relaterer sig til dimittendernes fagprofessionelle område, men konferencen lagde også op til, at der kan etableres tværgående forløb for alle de sundhedsvidenskabelige uddannelser på Fakultetet. Her kunne indholdet være mere generelle temaer som cybersikkerhed, GDPR-lovgivning, forståelse af brugbarheden bag Medicinsk Teknologivurdering (MTV), kunstig intelligens (AI) osv.
De enkelte uddannelser skal derudover rettes til, så de opfylder de digitale og teknologiske behov, der venter efter endt uddannelse. Fx vil både læger og psykologer opleve, at de skal deltage i et voksende antal videokonsultationer med patienter og pårørende; hvordan skal kommunikationen håndteres, når mødet ikke længere nødvendigvis er fysisk, hvilke nye hensyn og aspekter skal psykologen og lægen nu være opmærksomme på?
”De studerende skal være klar til at bruge teknologier. De skal forstå, at de kommer til at være med i arbejdet med innovation og udvikling af nye digitale behandlingstilbud til patienterne
For samtlige af de sundhedsvidenskabelige uddannelser vil der være behov for at tilrette studieordninger og undervisning, så de er afpassede til den digitale virkelighed, som kandidaterne skal ud at arbejde i og med.
- De studerende skal være klar til at bruge teknologier. De skal forstå, at de kommer til at være med i arbejdet med innovation og udvikling af nye digitale behandlingstilbud til patienterne, og de studerende skal oparbejde kompetencer til kritisk at kunne vurdere effekterne af nye teknologier, udtaler professor Kristian Kidholm fra CIMT (Center for Innovativ Medicinsk Teknologi), Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.