Skip to main content

Efter afsluttet forskningsprojekt

Efter afslutningen af dit forskningsprojekt, bør du overveje

  1. Publicering, peer review
  2. Vedligeholdelse/afrunding af din data management plan
  3. Hvad skal der ske med dine data nu?
  4. Opbevaring og sletning

Efter forskningsprojektet

I forbindelse med gennemførelse af peer review af andre forskeres artikler bør man være opmærksom, hvis man får udleveret data med persondata i. Disse skal opbevares forsvarligt et godkendt sted og slettes efter gennemført review. Se SDU IT’s liste med godkendt lagring her. Vær opmærksom på, at eSCience Centers UCloud-løsning også er godkendt til persondata. Se i øvrigt hele procesbeskrivelsen af peer review her .

Publicering af forskningsdata der indeholder persondata kan kun ske ved udtrykkeligt og informeret samtykke, og her skal du bede RIO om hjælp. Ellers skal data anonymiseres forsvarligt før publicering. Ved anonymisering, se mere her.

Vær opmærksom på, at det kan give god mening at publicere metadata til projektets data uden at publicere selve data. På den måde kan man gøre datasættet søgbart, og man kan således gøre andre forskere opmærksomme på, at dataene eksisterer, fx hos Rigsarkivet. Få mere vejledning hos research data management supporten .

Tjek din data management plan for slutdato og for hvad der skal ske med data efter projektslut. Skal det slettes, overføres til Rigsarkivet eller anonymiseres? Hvis du har valgt anonymisering, skal du få en anden til at tjekke, om data virkelig ER anonymiserede. Du finder DMPonline her: https://dmponline.deic.dk/

Anonymiserede data kan stilles til rådighed for andre forskere, fx i et data repository. Dette understøttes af SDU’s Open Science-politik, så undersøg om det på nogen måde er muligt. Bemærk at data, hvor CPR-nummer er fjernet eller krypteret, ikke er anonymiserede, men afidentificerede. Disse kan ikke offentliggøres.

Her er en database over tilgængelige data repositories.

Normalt får du tilladelse  til at opbevare personoplysningerne i 5 år efter forskningsprojektets afslutning, så du kan dokumentere dine resultater efterfølgende. De 5 år følger anbefalingen i Den danske kodeks for integritet i forskningen. Opbevaringen betyder ikke, at du må bruge oplysningerne i opbevaringsperioden.

Hvis du ønsker at genbruge personoplysningerne i et nyt projekt, skal du anmelde det nye projekt til RIO og have tilladelse til at genbruge de “gamle” personoplysninger.   RIO vil kontakte dig 3 måneder og igen 1 måned før udløbet af de 5 år. Herefter vil personoplysningerne blive slettet, med mindre de forinden er afleveret til Rigsarkivet eller uigenkaldeligt anonymiseret.

 

Sidst opdateret: 20.02.2024