Skip to main content

Modellering og beregning indenfor farmaci

Vejleder: Jacob Kongsted

Projektbeskrivelse

Modellerings- og beregningsgruppens forskningsaktiviteter dækker et meget bredt område og der er derfor mange muligheder for formulering af bachelorprojekter. Fælles for disse formuleringer er at modellering spiller en central rolle samt visionen om at opnå en forståelse mellem struktur, egenskaber og funktion af molekyler for eksempel med henblik på specifikt molekylært design af et lægemiddel. Et bachelorprojekt kan eventuelt udføres med tilknytning til flere personer eksempelvis ved samarbejde med eksperimentelt orienterede grupper. Således kan et bachelorprojekt involvere en mindre eller større grad af modellering sammensat med eksempelvis kemisk syntese eller eksperimentelle målinger.

Et bachelorprojekt vil typisk tage udgangspunkt i nogle allerede eksisterende metodeformuleringer med henblik på at anvende disse formuleringer på konkrete farmaceutiske problemstillinger. Der lægges i bachelorprojektet vægt på at den studerende kommer til at arbejde med forskningsrelevante emner. Det specifikke projekt vil blive formuleret efter ønske og i samarbejde med vejlederen samt på baggrund af forudsætningerne af den studerende.

Af specielt interesse for farmacistuderende vil være biologisk orienterede projekter indenfor lægemiddeludvikling (drug design). Mange lægemidler opnår deres virkning ved ikke-kovalent binding til makromolekyler som eksempelvis et protein. Ved brug af modelleringsmetoder – for eksempel docking - kan sådanne bindingsmekanismer studeres og visualiseres. Derved kan vi opnå en molekylær forståelse for bindingen mellem et lægemiddel og en receptor hvilket baner vejen for optimering af lægemidlets virkning. Dette kunne for eksempel være relevant i udvikling af nye og forbedrede antibiotika. Et andet eksempel vil være at studere og optimere bindingen af et lægemiddel til et mindre omsluttende molekyle – for eksempel en derivat af en cyclodextrin. Dette er relevant i forbindelse med udvikling af nye (makro)molekyler til transport af lægemidler (drug transport).

 

Institut for Fysik, Kemi og Farmaci Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: 6550 3520

Sidst opdateret: 09.08.2023