Når du starter som nyansat teknisk-administrativ medarbejder (TAP) på et institut eller i fakultetssekretariatet, kan det virke overvældende at finde sin plads og forstå opgaverne.
Derfor er det en god idé at være nysgerrig og spørgende fra starten. Tag initiativ til at lære kollegerne at kende, både professionelt og socialt, og vær ikke bange for at stille spørgsmål – også selvom de kan virke simple. Mange peger på at en åben og positiv tilgang til samarbejde og fællesskab gør en stor forskel. Deltag i sociale aktiviteter og opsøg fællesskabet så du hurtigt føler dig hjemme.
Sæt dig ind i hvordan fakultetet arbejder, for eksempel ved at læse mødereferater og deltage i udvalg eller arbejdsgrupper når muligheden byder sig. Husk samtidig at byde ind med dine egne idéer og perspektiver – din stemme tæller fra dag ét.
Endelig kan det være en god hjælp at finde en mentor og at huske at bidrage til den gode stemning.
15 gode råd fra dine kolleger til dig som nyansat
- Vær nysgerrig og spørg ind til kollegernes hverdag.
- Stil spørgsmål – ingen spørgsmål er for dumme.
- Byg relationer og lær dine kolleger at kende, også socialt.
- Opsøg fællesskabet og deltag i sociale arrangementer.
- Vær åben over for forskelligheder og diversitet.
- Brug en mentorordning, både til små og store spørgsmål.
- Find udvalgsarbejde eller arbejdsgrupper der interesserer dig, og deltag aktivt.
- Følg med i mødereferater og beslutninger, også uden for dit eget arbejdsområde.
- Vær til stede fysisk, især i starten, så du lærer folk at kende både formelt og uformelt.
- Bidrag selv med nye idéer og perspektiver.
- Tag initiativ til kaffeaftaler og gåture med kolleger for at forstå opgaver og roller bedre.
- Spørg ind til hvorfor tingene bliver gjort på en bestemt måde.
- Vær positiv, og byd ind hvor du kan.
- Del dine bekymringer og usikkerheder så du ikke går alene med dem.
- Husk også at have det sjovt – deltag i sommerfesten, julefrokosten, og tag gerne kage med!
Sidst opdateret: 30.10.2025