Skip to main content
IRS - Medarbejderportal

Referat fra Institutrådsmøde - Institut for Regional Sundhedsforskning (IRS)

Deltagere: Anitta Øhlenschlæger Johansen (adm. SVS), Bibi Hølge-Hazelton (KFL SUH), Charlotte Simonÿ (KFL NSR), Christian Backer Mogensen (viceinstitutleder IRS), Elsebeth Stenager (KFL Psykiatrien Region Syddanmark), Helene Skjøt-Arkil (KFL SHS), Helle Precht (KFL SLB), Jakob Grauslund (institutleder IRS), Jonna Skov Madsen (KFL SLB), Julie Ramskov (adm. SHS), Karen Schreiber (KFL Dansk Gigthospital), Lene Lauge Berring (KFL Psykiatrien Region Sjælland), Malene Korsholm (sekretariatsleder IRS/KI), Rikke Steensbjerre Møller (KFL Epilepsihospitalet Filadelfia), Tobias M. Windedal (ph.d.-studerende), Randi Bilberg (adm. SLB), Stine Hanghøi Jespersen (adm. IRS), Kirsten Zeuthen (SUND Uddannelse), Ditte Haller Albrechtsen (SUND Uddannelse), Vibeke Høy Worm (SUND HR), Didde Riisager Hansen (SUND Forskerstøtte)

Afbud: Torben Knudsen (KFL SVS)

Mødeleder: Jakob Grauslund

Referent: Stine Hanghøi Jespersen


Referat:

1 Velkomst v/ Jakob

2 Bordet rundt – Nyt fra de enkelte sygehuse v/ alle

Alle giver en kort status

3 Klinikpladser v/ Ditte Haller Albrechtsen, Kirsten Zeuthen

Antallet af studerende stiger, særligt omkring 2028–2030 – bl.a. pga. Esbjerg-uddannelsen og stort optag. Der bliver mangel på klinikpladser på medicin bachelor (2-ugers ophold) samt pædiatri, psykiatri, kirurgi. Medicin, klinisk biomekanik, farmaci m.fl. skal alle have plads – og de bruger ofte de samme afdelinger, hvilket skaber et kapacitetspres.

En løsning kan være, at flere afdelinger/delafsnit inddrages i klinikophold, og at kliniske lektorer dækker flere afdelinger og delegerer opgaver lokalt. En anden løsning kan være justering af studieordninger og mere fleksible modeller for ophold. Sygehus Sønderjylland tilbyder fx ekstra pladser og hotelophold.

Udfordringen er økonomi og praktiske forhold, da flere afdelinger og lektorer koster penge; dertil kommer udfordringer med transport og bolig for studerende (fx mellem landsdele).

Der er behov for tæt koordination mellem IRS, SUND uddannelse, kliniske lektorer og afdelinger for at undgå flaskehalse og sikre kvalitet.

4 IRS elektronisk katalog v/ Jakob Grauslund

Det gamle, trykte IRS-katalog skal afløses af et elektronisk katalog, så det er lettere at opdatere. Indholdet kan være korte præsentationer fra hvert sygehus/forskningsenhed eller tema-baseret (regional lægeuddannelse, erhvervskandidat, tværgående forskningsspor) – eller en kombination. Ønsket er indhold, som viser både det unikke ved hver enhed og det tværgående samarbejde, uden at kræve konstant opdatering.

5 Forskerrådgiverpakke v/ Didde Riisager Hansen

Didde er nyansat forskningsrådgiver i SUND Forskerstøtte fra 1. november og er primær kontaktperson for forskere tilknyttet IRS. SUND Forskerstøtte består af specialister med viden om specifikke fonde (fx DFF, EU, Innovationsfonden, Lundbeck, Novo) og generalister, der hjælper med fondsvalg, ansøgningsstrategi, feedback og budgetter. Didde fungerer som indgang og matcher forskere med relevante specialister.

SUND Forskerstøtte tilbyder forsker-rådgiverpakker fra 2026, som omhandler udvidet støtte til udvalgte forskere målrettet fondsidentifikation, fundingstrategi, matchmaking, CV-benchmarking, pre-award hjælp til struktur, tekst og budget samt post-award støtte til økonomi, rapportering og impact.

Der indføres interne deadlines for at undgå “sidste-øjebliks”-ansøgninger. Forskerpakkerne prioriteres højest, og sene henvendelser kan få begrænset service.

SDU tilbyder andre støtteværktøjer som fx adgang til bibliotek, juridisk støtte, borgerinddragelsescentre samt diverse funding-databaser.

6 Ph.d.-studerende og undervisning på SDU v/ Vibeke Høy Worm

Nuværende model med skift mellem ansættelse i hhv. region og SDU giver bøvlede forløb for både ph.d.-studerende og administration. Der arbejdes på at skabe sammenhængende og mere enkle ansættelsesforhold for ph.d.-studerende med kun ét ansættelsesforhold i hele ph.d.-perioden. I en overgangsperiode, og hvis der er særlige forhold, kan der laves en delt ansættelse (fx 25/75 eller 10/90) mellem sygehus og SDU. I overgangsperioden afdækkes hvilke igangværende ph.d.- studerende, der evt. skal have tilbudt en delt ansættelse. Fra foråret 2026 forventes det at kommende studerende får et samlet ansættelsesforhold i hele perioden.

Der er bekymring for lønforskelle, især for erfarne læger og sygeplejersker, der opstarter ph.d.- forløb. Ledelsen skal være meget tydelig overfor ph.d.-studerende om, at en ph.d. er en uddannelsesstilling, og at der kan være lønnedgang mod til gengæld mere frihed og uddannelse.

Der er praktiske problemer med gæsteforskerordninger, software og datadeling mellem region og SDU. SDU arbejder på løsninger, bl.a. via digitaliseringschef og dialog med Region Syddanmark (og senere andre regioner), fx: brug af regionsmail til SDU-systemer, fælles modeller for dataadgang og sikkerhed.

Alle er enige om, at emnet er komplekst og følsomt, men nødvendigt at få løst af hensyn til både ph.d.-studerende, økonomi, undervisning og rekruttering. Der er tale om en overgangsperiode, hvor man løser de akutte problemer og samtidig arbejder hen mod mere robuste fælles løsninger.

Praksis på SUND har været, at alle indskrevne studerende skulle have lige muligheder for at undervise og man har skelet til de ph.d.-studerendes specifikke ansættelsesforhold i forbindelse med deres deltagelse i undervisningsopgaver. Dette ønsker man at fastholde, men det blev drøftet, at hvis det ikke er muligt kan man i en overgangsperiode foretage delvise ansættelser. Der udsendes snarest mere information om mulige løsninger.

7 Arrangementer v/ Malene

Institutrådsmøder

04.02.2026 Online/fysisk før strategiseminar (Sandbjerg Gods)

April 2026 SDU Hjernen (før Institutforum)

18.06.2026 Online

26.08.2026 Online

01.10.2026 Ifm. studietur

19.11.2026 SDU Hjernen (før Institutforum)

Studietur

01.10.2026

Institutforum

16.04.2026 SDU

19.11.2026 SDU

Strategimøde / nytårskur

04.-05.02.2026 Sandbjerg Gods

Speeddating

Opstart primo 2026

8 Rammeaftale for undervisning v/ Jakob

Der er behov for klar rammeaftale om undervisning/forskning, da der er uklarhed om forventninger til undervisning, forskning og administration for lektorer/professorer – især ift. ansættelsesprocent og hvem der finansierer stillingen (region/SDU). Forslaget er et fælles, skriftligt dokument, der udspecificerer retningslinjerne på IRS.

Udfordringen er pt., at nogle forskere primært fokuserer på forskning og CV, mens andre “forsvinder” i usynligt arbejde (udvalg, meget undervisning, vejledning). Et fælles dokument skal hjælpe med at balancere opgavefordeling og sikre, at tunge undervisnings- og driftsopgaver anerkendes.

Mange forskere underviser på flere universiteter, og der efterlyses derfor klarhed på tværs af universiteter Hvis man har ansættelse på SDU, men underviser på fx KU/AU, skal man så have særskilt betaling, eller er det en del af ens samlede stilling? Det peges på, at dette kræver mere overordnet dialog mellem universiteterne.

Der er bred opbakning til at udarbejde et vejledende dokument med standardfordelinger og principper for opgavefordeling. Dokumentet skal være et fælles udgangspunkt, men med plads til individuelle og lokale aftaler.

 

 

 

Sidst opdateret: 08.12.2025