Skip to main content
Medarbejderportal

OneHealth Gathering: Indigenous Voices and Perspectives – Iqaluit, Nunavut

I februar fik jeg mulighed for at deltage i One Health gathering i Iqaluit. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, for programmet var lidt som en lille konference – og så alligevel ikke.

Der var mange gode og spændende oplæg fra Grønland og Canada om meget forskellige emner og med folk fra forskningsverdenen, praksis inden for forskellige områder og lægmænd. Det var meget inspirerende alt sammen. Den største og længstvarende indtryk fik jeg dog af at opleve en gruppe af Elders, som var blevet fløjet ind fra et lokalsamfund for at deltage i samlingen (the gathering). Vi har alle sammen læst om, hvordan ældre har en særlig rolle og nærmest er en institution i sig selv i (mange) oprindelige befolkninger i Nordamerika.

Det samme er ikke tilfældet i praksis i Grønland, selvom det er forsøgt skrevet frem i visse forskellige politiske strategier og visioner. Til One Health Gathering havde Elders en vigtig rolle at spille, og de definerede den delvist selv.

Hele samlingen åbnedes med, at en ældre kvinde fortalte om sin barndom, mens hun i ro og mag brugte lang tid på at tænde sin qulleq (tran-/olielampe). Efterfølgende sagde alle Elders på skift noget, de fandt vigtigt. Meget handlede om deres barndom, forskellige oplevelser eller deres mening, om noget, de finder vigtigt i dag. Der var ingen igangsættende spørgsmål eller facilitering. De valgte bare hver især, hvad der var vigtigt at dele i det specifikke øjeblik. Måden at fortælle en historie, som får lov at stå for sig selv, uden yderligere forklaring eller kontekstualisering, kan jeg genkende fra interviews med ældre i Grønland.

Det var meget fint til One Health at opleve, hvordan det samme skete med de ældres historier. Det er ikke afsenderens ansvar at få det til at give mening. Lytteren får det ud af det, som vedkommende kan og er klar til på det givne tidspunkt. Måske giver det mening på en anden måde på et senere tidspunkt, hvis lytteren bærer fortællingen videre med sig i livet.

I flere af de mere traditionelle oplæg, var der også ældre mennesker med til at fortælle om projekter, som blev gennemført i samarbejde mellem professionelle og lægmænd. Det var en stor oplevelse for mig at bevidne, hvordan Elders som institution praktiseres – også til en begivenhed, som på overfladen kan ligne en almindelig konference på et stort hotel.

Sidst opdateret: 29.04.2024