Jeg hedder Maria og er kommende ph.d.-studerende i gruppen Social Sundhed på et projekt, der handler om hvordan tre forskellige patientgrupper oplever forløb med eksperimentel stamcellebehandling. Projektet er etnografisk og en del af den tværvidenskabelige projektgruppe STEMBRACE på SDU/OUH. Jeg har tidligere beskæftiget mig med nye biomedicinske teknologier – men det er nyt for mig med stamcellerne, så min læringskurve er stejl, og jeg er meget glad for at skulle udforske feltet med så mange gode mennesker omkring mig her på SIF.
Herudover er jeg optaget af musik – korsang, samspil, fællessang – og generelt set musikken som mødested for mennesker, både fagligt og i min fritid. Jeg spiller cello og deltager i forskellige frivillige sammenhænge med musikken som omdrejningspunkt, når det er muligt.
Jeg glæder mig til at lære jer bedre at kende på tværs af grupper og interesseområder.