Virksomhedspraktik
Jobcenteret og virksomheden aftaler indholdet af virksomhedspraktikken, og den ledige udfører arbejde, der ellers ville blive udført som almindeligt lønnet arbejde. Formålet med virksomhedspraktik er at afklare den lediges beskæftigelses mål samt at opkvalificere, så den ledige nemmere kan få job. Den ledige bliver ikke ansat i virksomheden under praktikopholdet, men modtager sin sædvanlige ydelse i den periode, praktikken varer. Starthjælpsmodtagere modtager tillige et beskæftigelsestillæg pr. time. Der er mulighed for at få tilskud til hjælpemidler og arbejdsredskaber under virksomhedspraktikken, ligesom det er muligt at frikøbe en medarbejder til mentorfunktion. For visse ledige vil det også være muligt at få befordringsgodtgørelse.
Etablering af virksomhedspraktik på Syddansk Universitet koordineres altid med den ansvarlige medarbejder for det rummelige arbejdsmarked i Ansatte.
Først undersøger Ansatte om betingelserne i de interne retningslinjer for virksomhedspraktik er opfyldt. Ansatte sikrer korrekt papirgang med kommune. Ansatte sikrer modtagelse af bevilling.
En person i virksomhedspraktik må ikke starte i praktik på Syddansk Universitet, før bevilling er udstedt af kommune og sikret modtaget af Ansatte, da bevillingen er praktikantens forsikring.
Det er på HSU-mødet den 20. september 2010 besluttet, at virksomhedspraktik på Syddansk Universitet kræver en godkendelse af en tillidsrepræsentant. Dette er således en lokal aftale på universitetet i relation til virksomhedspraktik.
Formål er at afklare borgere med begrænsninger i arbejdsevnen i forhold til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt ved eksempelvis at placere borgeren direkte i virksomheder for nærmere afklaring og optræning.
Borgeren afklares i forhold til et ordinært arbejde, revalidering, uddannelse, fleksjob eller andet. Målgruppen er sygemeldte borgere, uanset alder, der ikke direkte kan afklares hos den myndighedsudøvende sagsbehandler og hvor anden indsats ikke på forhånd kan beskrives.
Arbejdsmarkedsprøvning behandles efter samme retningslinjer virksomhedspraktik.
Job med løntilskud
Ansættelse med løntilskud er et tilbud for ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere med ret til at blive aktiveret. Arbejdsgiveren ansætter personen som ledig og modtager et tilskud til løn. Ansættelsen aftales i samarbejde mellem den ledige, jobcentret og virksomheden. Ansættelse med løntilskud er ofte en genvej til fast arbejde på ordinære vilkår. Her kan den ledige genoptræne eller styrke sine kvalifikationer samt få brugt viden fra kurser, eller afprøve en helt ny type job.
Hvis en ledig bliver ansat i job med løntilskud, skal vedkommende stadig være tilmeldt jobcentret. Og den ledige skal fortsat søge aktivt efter ordinært arbejde. Formålet med et tilbud er jo, at det fører til et ordinært job - dog ikke nødvendigvis hos den arbejdsgiver, hvor man er ansat med løntilskud.
En række regler skal sikre, at arbejdsgiverne ikke misbruger ordningen. Der skal fx være tale om merbeskæftigelse, og der skal være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og personer ansat med løntilskud. Det er også vigtigt, at repræsentanter for de ansatte skal medvirke i ansættelsen af personer i løntilskud.
Hvis en ledig bliver ansat med løntilskud i en offentlig virksomhed, kan lønnen højst svare til dagpengesatsen. Arbejdstiden afhænger af satsen på dagpenge.
Man kan få befordringsgodtgørelse, hvis den daglige transport mellem bopæl og stedet hvor man arbejder er mere end 24 km.
En ansættelse med løntilskud er omfattet af samme lovgivning som ordinært ansatte.
På Syddansk Universitet betyder dette bla., at personer i løntilskud skal have pension. Pensionen baserer sig på den løn, personen ville være indplaceret på i et ordinært job. Dertil skal lægges arbejdsmarkedsbidrag.
Et løntilskudsjob på Syddansk Universitet er derfor ikke omkostningsneutralt, som det ofte fremlægges af jobcenter/2. aktør.
Etablering af et job med løntilskud koordineres altid med den ansvarlige medarbejder for det rummelige arbejdsmarked i Ansatte.
Først undersøger Ansatte om betingelserne i de interne retningslinjer for løntilskud er opfyldt. Ansatte udfylder relevant blanket til jobcenter/2. aktør og sikrer modtagelse af bevilling.
På baggrund af bevilling udfærdiger Ansatte en kontrakt. Et job med løntilskud på Syddansk Universitet skal altid godkendes af en tillidsrepræsentant.
En person i løntilskud må under ingen omstændigheder starte i job inden Ansatte har modtaget bevilling fra kommune samt godkendelse fra tillidsrepræsentant.
Et skånejob er for en person med varigt nedsat arbejdsevne. Ansættelsen sker på særlige vilkår ifølge overenskomsten for det pågældende område - det sociale kapitel.
De særlige vilkår kan f.eks. være særlige funktioner, nedsat arbejdstid, flere pauser end normalt og individuel løn. Personer, der ikke er i stand til at arbejde på normale vilkår, og som modtager førtidspension, har mulighed for at komme i et løntilskudsjob for førtidspensionister.
Det blev tidligere kaldt et skånejob. Arbejdsgiveren får et tilskud, og løn- og arbejdsvilkår aftales mellem arbejdsgiveren og den ansatte.
Skånejob/løntilskudsjob behandles efter sammen retningslinjer job med løntilskud.