Skip to main content
DA / EN
Julehilsen

Glædelig jul fra SDU’s rektorat

En hjertelig julehilsen til alle på SDU med ønsket om en juletid med hygge og afslapning.

Kære alle

Snart sænker julefreden sig over SDU’s campusser, og vi kan se tilbage på et særligt og vigtigt år i SDU’s historie.

2021 blev ikke det år, som vi forventede, da kalenderen skiftede fra 2020. Tværtimod har året på alle tænkelige måder været fyldt med forandringer. Nedlukning, restriktioner, tilpasningsrunde, genåbning, rektorskifte og regionaliseringsplan har fyldt meget og trukket store veksler på os alle.

Alligevel er vi sammen kommet igennem det turbulente 2021. Det har bestemt ikke været nemt, men I har alle på imponerende vis tacklet udfordringerne og navigeret vores universitet sikkert gennem turbulensen. Det er vi som ledelse dybt taknemmelige for og stolte af. Det understreger for os, at SDU står sammen også i svære tider.

Konstruktivt samarbejde om regionalisering

Det har også været tydeligt i det meget konstruktive samarbejde med alle SDU’s kollegiale organer om SDU’s regionaliseringsplan, planen for udflytning og reduktion af uddannelsespladser, som netop er blevet godkendt af bestyrelsen.

Det er en plan, SDU er blevet bedt om at udarbejde i forbindelse med den politiske aftale fra juni, som indebærer at SDU skal reducere op til 10 % af studiepladserne fra Odense frem mod 2030 enten ved at flytte studiepladserne til andre byer eller ved at fjerne dem helt.

Tusind tak for de mange gode indspark og argumenter til den endelige plan, som der kan læses meget mere om på sdu.dk/regional, hvor vi samler al kommunikation om regionaliseringsplanen.

Nu vender det

Jul betyder på gammelnordisk både fester og vending, og på vores nordlige breddegrader har juletiden også gennem årtusinder markeret, at lyset nu langsomt vender tilbage.

Vi håber, at julen 2021 kan være et lyspunkt for jer alle med tid til fællesskab, hygge og afslapning med familie og venner, så vidt restriktionerne tillader det. Det fortjener I efter et hektisk år fyldt med forandringer.

Vi glæder os til et nyt og spændende 2022 sammen med jer, hvor vi forhåbentlig også når til et vendepunkt i forhold til pandemien, som nu i snart to år har præget vores universitet.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Venlig hilsen

Jens Ringsmose, rektor
Sebastian Mernild, prorektor
Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør

Redaktionen afsluttet: 17.12.2021