Tusinde tak for prisen, og også tusinde tak for muligheden for tale her i dag. Det er en mulighed, som jeg gerne vil bruge til at gøre os klogere på, hvordan flere og flere indenfor mit eget forskningsfelt, altså journalistikken, anstrenger sig for at gøre det, som Signe henviste til: Nemlig, at blive mere for nogle flere.
Men jeg lader det ikke blive ved det. For måske har alle os, der arbejder på et universitet - som forskere, som undervisere eller i en anden kapacitet - faktisk noget at lære af journalisterne, når det kommer til at blive mere endnu relevante for en endnu større del af samfundet.
Lad os se, om vi ikke kan nå omkring begge dele, og lad os nu komme i gang:
Mange af jer har måske allerede bemærket det. Men i disse år er vi vidner til en stille revolution i redaktionslokaler rundt om i medieverdenen. Der lyder ingen skudsavler på aviserne, der er ingen bombekratere i tv-studierne, der er ingen sårede journalister med forbindinger, tilskadekomne fotografer i gips eller omkomne chefredaktører, som bliver fulgt til graven af store sørgeoptog.
Nej, den stille revolution er netop det. Den er stille, Men den er også vigtig, og den kan komme til at påvirke, hvordan vi alle sammen oplever verden omkring os. For den stille revolution handler om, at flere og flere nyhedsmedier, både herhjemme og i udlandet, begynder at spejle verden på nye måder.
Historisk set har mange nyhedsmediers spejlinger af verden måske bedst ladet sig beskrive ved det, som jeg i en bog fra sidste år - den I kan se oppe bag mig - beskriver som Djævlespejls-syndromet.
Djævlespejlet
Dén beskrivelse har jeg ladet mig inspirere til af en lokal - men for længst afdød - formidler, og måske der er nogle her i salen, som kan huske, hvor begrebet "djævlespejl" og hvor denne illustration af spejlet stammer fra?
Det er rigtig. Tegningen stammer fra en af de første udgaver af H. C. Andersens Snedronningen, og i dét eventyr indgår et spejl, som er konstrueret af selveste djævlen. Djævlespejlet har den forunderlige funktion, at alt det gode i verden toner ud og forsvinder i spejlbilledet, mens alt det dårlige i verden træder tydeligt frem og endda bliver forstørret, så verden virker mere … ja, djævelsk.
Denne beskrivelse af djævlespejlet passer på mange måder med mediernes spejling af verden. Hver dag skal der findes og formidles nye mere eller mindre presserende samfundsproblemer. Dét er konflikter, det er katastrofer og mange andre former for menneskelige ulyksaligheder, der fylder op i nyhedsmedierne.
Men i de senere år er stadig flere journalister og redaktører begyndt at spejle verden på nye og mere konstruktive måder. Det betyder helt konkret, at man i flere og flere nyhedsmedier også kan finde historier om ting, som går godt, eller ting, som vi alle sammen kan blive inspireret af. Det kan være en kommune, der har fundet en måde at løse børnepasningsproblemer. En region, der finder nye effektive måder at klare hospitalsdriften, eller måske en virksomhed, som har fundet nye klimavenlige måder at producere på. For sådan er verden også.
Den udvikling mod en konstruktiv journalistik er dog ikke let. Det kræver nemlig, at journalister ser på verden med et nye, mindre djævelsk blik. Og hvor svært det kan være at se på verden med nye øjne, skal I nu selv have mulighed for at afprøve, og i den sammenhæng vil jeg gerne give tre konkrete eksempler på vanskelighederne for journalister - og alle os andre - når vi skal se på verden på nye måder og med nye øjne.
Blinde pletter
For det første er det vigtigt at forstå, at nogle ting simpelthen er usynlige for det menneskelige øje. For at eksemplificere dette, skal I finde det fremlagte papir frem, holde det ud foran jer i strakt arm - med højre arm. Plustegnet skal være i venstre side på papiret. Sådan som I ser det på skærmen bag mig.
Nu skal I også holde jer for det venstre øje med venstre hånd, og når jeg siger til, skal I føre papiret langsomt nærmere ansigtet, mens I ser på plustegnet. Men prøv gerne ud af øjenkrogen at holde øje med pletten, mens I fører papiret nærmere. I må gerne gå i gang nu.
Sker der noget? Ja, pletten forsvinder, når I holder papiret i den rette afstand, og det skyldes jo at alle vi mennesker - også journalister - har blinde punkter. Også i fysiologisk forstand. Der er simpelthen nogle ting, som vi ikke kan se, og som vi derfor heller ikke kan fortælle andre om.
Disponeret - ung kvinde, gammel dame
Et andet problem ved journalisters syn på verden er, at vi mennesker kan være disponeret for at se verden på særlige måder. Det er illustrationen bag mig et kendt eksempel på. Mange af jer har sikkert set denne illustration før. Den lyder titlen: Ung kvinde, gammel dame. Og faktisk rummer billedet begge.
Kan I se dem begge? Hvis ikke, så kan det måske hjælpe jeres syn på vej, hvis jeg nævner, at hagen hos pigen er næsen hos den ældre dame? Eller at pigens øre er damens øje? Hvad vi hver især er disponeret for, kan skyldes mange ting, men blandt studerende er det ofte fyrene - uden kærester - der ser pigen.
Men journalister - og vi andre - kan ikke alene have blinde punkter og være disponeret for at se verden på særlige måder. Vi kan også være indoktrinerede.
Indoktrineret - Jesus-figur
For at I selv kan prøve, hvordan det er at være indoktrineret til at se verden på særlige måder, skal I finde papiret frem igen. Og nu skal I lytte godt efter.
Når jeg siger til, men først når jeg siger til, skal I kigge intenst på midten af den sorte klat på papiret. Det skal I gøre i et halvt minut, og når tiden er gået, skal I løfte blikket og kigge på noget hvidt. Måske papirets kant eller murværket.
Jeg skal nok holde styr på tiden, og det er vigtigt, at I anstrenger jer for hverken at blinke eller kigge andre steder end lige præcis på klattens midte. Er I parate? Så begynder vi.
Nu er tiden gået, og så må I godt kigge op. Sker der noget? Erfaringsmæssigt, når jeg laver denne øvelse med journalister eller journaliststuderende, så er det op imod en tredjedel, der pludselig oplever noget bryde frem for deres øjne.
Det er jo Jesus. Og bare rolig: dem af jer, som ikke har set Jesus endnu, skal nok få fornøjelsen senere. Der sker nemlig ofte det, at ansigtet dukker frem lidt senere. Måske endda lidt midt i ansigtet på mig, og den slags oplevelser giver mig altid en vis ekstra autoritet, når jeg underviser eller holder foredrag.
Disse tre eksempler er med til at illustrere, at vi alle har blinde pletter, at vi alle er disponeret eller at måske ligefrem er indoktrineret til at betragte verden på særlige måder. Hvad enten vi så er påvirket af forældre og lærere, spindoktorer eller professionelle kilder og hævdvundne arbejdsprincipper indenfor et fag.
Panoptikon
For journalister har konsekvensen af disse begrænsninger i vores måde at se på verden været, at vi i mange år primært har haft blik for alt det problematiske. Hver dag skal vi finde nye problemer. "En god nyhed er en dårlig nyhed," som vi plejer at udtrykke. Eller som amerikanerne siger: "If it bleeds, it leads."
Men dette djævelske syn på verden - for nu at låne H. C. Andersens ord - er heldigvis nu ved at blive suppleret med nye måder at spejle verden på. Det er et arbejde, hvor det hele tiden handler om at finde nye synsvinkler og indfalds-vinkler, så vi bedre kan forstå, hvad der sker omkring os.
Ambitionen er at journalistikken bliver en slags panoptikon, hvorigennem man kan se det meste af verden i al dens mangfoldighed. Et panoptikon, som dem af jer, der har tilbragt tid i et fængsel, måske kender til. For fængsler er jo faktisk konstrueret, så betjentene kan få det størst mulige overblik over fangerne.
Hvor langt bør journalister gå?
Sådanne former for konstruktiv journalistik, hvor man også formidler positive, opbyggelige historier vinder frem mange steder i medieverden, og ja, faktisk med stor gennemslagskraft her i Danmark. I min egen forskning har jeg søgt at afdække, konkretisere og også illustrere, hvordan konstruktiv journalistik ser ud i dag, og hvordan den udvikler sig i en mere og mere aktiv retning.
For de fleste konstruktive journalister er en god nyhed blevet en historie, hvor en person, en organisation elle måske en anden nation har løst et problem, og hvor omtalen giver os et mere fyldestgørende blik på verden og måske også kan inspirere os læsere, lyttere og seere. Det kan man kalde engle-spejlet, og det er jo en modvægt til djævlespejlet.
Men der findes også konstruktive journalister, som går ét eller to skridt videre. Nogle journalister omtaler ikke alene løsninger, og overlader det til borgere og beslutningstagere at vurdere, hvorvidt løsningerne kan og skal anvendes rundt om i samfundet. Nej, nogle konstruktive journalister presser meget aktiv på, indtil nogen udenfor medierne gør noget for at løse samfundsproblemerne.
I nogle tilfælde, ja, så begynder journalisterne endog selv at engagere sig og gøre en indsats for at hjælpe verden med at få løst store eller små problemer. Det kan være, at journalisterne bidrager til at bekæmpe klimaproblemer ved selv at finde mere klimavenlige transportformer, når de skal møde deres kilder, eller at de selv bidrager som ekstra-undervisere i og udenfor arbejdstid, hvis det viser, at børn i deres lokalområde har problemer med at læse.
Tilhængere af den konstruktive journalistik vil fremhæve, at man ikke kun skal lave den ene, anden, tredje eller fjerde form for journalistik. Vi har brug for både djævlespejlet og englespejlet, og vi har brug for både at afdække problemer og løsninger, og ja, i nogle tilfælde måske engagere os direkte i at vor tids største problemer - med klima, med mental sundhed og den slags - faktisk bliver løst.
Hvor langt bør forskere gå?
Hvordan journalisternes spejling af verden udvikler sig, må tiden vise. Indenfor journalistikken er en udvikling i hvert fald igangsat. Men det er måske ikke kun journalister, der kan begynde at arbejde med flere indfaldsvinkler til verden, og måske journalisterne ikke er ene om at have blinde pletter, være disponerede eller indoktrinerede i forhold til, hvordan vi ser på verden.
I denne tid tænker jeg selv meget over, hvorvidt vi som forskere og hvorvidt vi som universitet faktisk kan lære noget af den udvikling, som journalistikken i disse år gennemlever. For måske vi også trænger til en grundig diskussion om, hvordan vi selv afspejler verden, og hvorvidt vi kan arbejde mere konstruktivt.
Kan vi også begynde at bevæge os ud mod højre? Altså ikke i politisk forstand, og ikke fordi vi skal komme så langt ud, at vi bliver aktivister. Men måske kan vi faktisk også blive en mere direkte konstruktiv samfundskraft uden at vi giver køb på hverken vores uafhængighed, vores neutralitet, objektivitet og vores andre kerneværdier. Kerneværdier, som vi forskere jo deler med journalister.
Jeg er ikke selv afklaret. Den sag kræver nok - sådan som vi plejer at udtrykke det - mere forskning. Men det er måske værd at minde om, at vi forskere faktisk deler mange fællestræk med journalister. Indenfor begge fag skal vi researche, og indenfor begge fag skal vi bagefter formidle, hvad vi har fundet ud af. Også selvom vi forskere har misundelsesværdig mere tid til research og formidling.
Måske jeg bliver klogere allerede i dag. Måske det er samtalerne under resten af årsfesten, der gør mig klogere på, hvor langt vi selv kan gå som forskere og universitet. Måske min næste bog ligefrem skal handle om det. Jeg glæder mig i hvert fald til at tale videre om sagen. Både senere i dag og når festdagen bliver afløst af hverdagen her på SDU.
Men giv det gerne selv en tanke: om vi faktisk kan blive noget mere for endnu flere. Sådan som mange journalister arbejder så hårdt for i disse år.
Og med de ord er tiden vist kommet til at sige tak: Tak, igen, for prisen. Tak for tålmodigheden under talen. Tak for at bidrage til eksperimenterne undervejs, og held og lykke, også med at få et glimt af Jesus, senere på aftenen, hvis det ikke allerede er sket. Og først og fremmest: fortsat god, god årsfest.