Skip to main content

Nekrolog

Mindeord for Eric Behnke

Vores mangeårige kollega Eric Behnke døde den 20. februar 2026. Det et savn og noget der påvirker mange på Syddansk Universitet (SDU), som igennem mange år har kendt og holdt meget af den positive og dygtige ingeniør, tillidsmand og kollega.

Af tidligere sektionsleder Arne Bilberg, Institut for Teknologi og Innovation, Syddansk Universitet, Sønderborg, 25-02-2026

Eric kom til Sønderborg Teknikum i 1997 fra et job hos LEGO, og hans design og konstruktionsviden fik studerende og kolleger stor glæde af i mange år. Eric indførte CAD/CAM – Computer Aided Design/Manufacturing i undervisningen, og det har sammen med hans store evner i design og konstruktion været meget lærerigt for utallige ingeniørstuderende gennem et kvart århundrede.

Eric var kendt som en god og meget motiverende underviser, der samtidig stillede krav til sine studerende, som havde stor respekt for ham. Han havde en positiv og pædagogisk tilgang til undervisningen og de studerende. Han excellerede i at lave gode skitser, præcise konstruktionstegninger og skrive korte præcise rapporter. I den forbindelse skrev og udgav Eric kompendiet ”Ingeniørrapporter - en vejledning i at opbygge en ingeniørrapport”, som nok har været med til at forbedre mange rapporter før AI og chatGPT.

Eric var en rigtig god designer, lavede flotte karikerede håndskitser og modellerede sit eget nye hus på Bosager i Sønderborg ved hjælpe af CAD softwaren Unigraphics, hvor huset blev modelleret til sidste detalje. Det imponerede på det tidspunkt efter sigende en del af håndværkerne, der skulle bygge huset. Her var Eric forud for sin tid. Unigraphics, der siden blev Siemens NX, er det CAD-software, der stadig bruges i undervisningen på SDU.

Eric har været ingeniørernes tillidsrepræsentant i mange år, respekteret og afholdt af både ledelse og medlemmer. Han har således deltaget i mange ansættelser og lønforhandlinger. Vores tidligere HR-chef udtrykte bl.a. sin respekt for Eric således:  ”Intet bord uden Behnke”.

Eric var en stor sportsmand, ikke mindst  i forhold til svømning og cykling. Eric blev som ung mand ramt af kræft og var i kemobehandling. Det kom han godt igennem. For at vise, at han kunne komme tilbage til fortids styrke, gennemførte han kort tid efter afsluttet kemo en Ironman. I daglig tale blev han derfor ofte kaldt jernmanden, for Eric var en fighter, der altid kunne se muligheder frem for begrænsninger. Eric har været ramt af flere alvorlige helbreds-udfordringer, men når man mødte Eric, kunne alt lade sig gøre, og han var altid positiv. Eric havde altid en god historie krydret med humor og en stor portion selvironi.

I juli 2021 mistede Eric pludseligt og uden varsel sin elskede hustru Jette, hvilket var et hårdt slag. Endnu engang rejste han sig og fik en dejlig lejlighed i Seniorbofællesskabet på Sønderborg Havn. Eric sov i sin bil en hel nat for at være blandt de første til at vælge sin nye bolig. På det tidspunkt sad Eric i kørestol, da han var hårdt ramt af Sklerose, men jernmanden gav ikke op og han fik sin ny drømmebolig, hvor han nåede at tilbringe 3 år med udsigt til SDU.

20. februar 2026 måtte jernmanden, tillidsmanden og guttermanden kapitulere.

Æret være Erics minde.


Redaktionen afsluttet: 25.02.2026