SDU Business School
Fem sektioner skal samle SDU’s nye Business School
Fra 1. september samles SDU’s erhvervsøkonomiske fagmiljøer i et selvstændigt fakultet som SDU Business School. Organiseringen skal skabe sammenhæng i forskning og uddannelse.
SDU’s bestyrelse besluttede i december 2025 at etablere SDU Business School som et selvstændigt fakultet. Samtidig oprettes et nyt samfundsvidenskabeligt fakultet med jura, statskundskab og økonomi som kerneområder.
De erhvervsøkonomiske fagmiljøer fra Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Erhverv og Bæredygtighed samles i SDU Business School (SBS), som får eget ledelsesansvar og økonomisk råderum på dekanniveau.
Jacob Kjær Eskildsen tiltrådte som leder af SBS 1. april og har siden haft til opgave at opbygge den nye organisatoriske enhed. Arbejdet tager afsæt i fire pejlemærker fra SDU’s bestyrelse.
– Vi skal øge den eksterne synlighed og profilere SBS, styrke samarbejdet med eksterne partnere, fortsætte arbejdet med de internationale akkrediteringer og styrke kvaliteten i uddannelse og forskning. Samtidig skal vi øge den eksterne forskningsfinansiering, siger Jacob Kjær Eskildsen.
Fem faglige sektioner
SBS får ikke institutter, men organiseres i fem faglige sektioner. Sektionerne danner rammen om både forskning og uddannelse, og inden for hver sektion etableres mindre forskningsgrupper, hvor forskningsaktiviteterne skal udvikles og forankres.
Sektionsmodellen skal blandt andet gøre det muligt at prioritere på tværs af den samlede uddannelsesportefølje.
– En udfordring ved en institutmodel kan være, at uddannelser går på tværs af institutter med hver deres budget. Det kan føre til suboptimering. Når vi kan tænke budgettet på tværs af hele uddannelsen, kan vi træffe bedre beslutninger, siger Jacob Kjær Eskildsen.
De fem sektioner repræsenterer faglige discipliner, som er bredt anerkendte internationalt. Sektionslederne bliver inddraget i den strategiske ledelse af SBS, men får ansvar for mindre faglige enheder og mindre budgetter end traditionelle institutledere.
Sektionerne går på tværs af de fire campusser i Odense, Kolding, Esbjerg og Sønderborg. Alle sektioner bliver repræsenteret på mere end én campus, og sektionslederne placeres i både Odense og Kolding.
– Fagligheden skal binde campusserne sammen, samtidig med at vi fastholder en stærk lokal forankring, understreger Jacob Kjær Eskildsen.
Tydeligt ansvar for forskning og uddannelse
Med den nye ledelsesmodel bliver ansvaret for forskning og uddannelse forankret direkte i den øverste ledelse af SBS. Den består af lederen af SBS, uddannelsesdirektøren, prodekanen for forskning og sekretariatschefen.
Uddannelsesdirektøren får ansvar for den samlede uddannelsesportefølje, kvalitetssikringen og sammenhængen på tværs af campusserne. Prodekanen for forskning skal blandt andet bidrage til at styrke forskningskvaliteten og øge den eksterne forskningsfinansiering.
Den tydelige placering af ansvaret får også betydning for arbejdet med internationale akkrediteringer.
– Akkrediteringerne stiller store krav til kvalitetssikring. Vi skal drive et kvalitetssikringssystem efter fastlagte principper, og det er lettere at institutionalisere, når ansvaret ligger ét sted, siger Jacob Kjær Eskildsen.
Etableringen er blevet forberedt med medarbejderinddragelse gennem arbejdsgrupper, møder, dialogforum og drøftelser i samarbejdsudvalg og kollegiale organer. Fra 1. september etableres selvstændige akademiske råd og samarbejdsudvalg for SBS og SAMF.

Plads i direktionen
Jacob Kjær Eskildsen får som dekan plads i SDU’s direktion. Han har deltaget som observatør siden sin tiltrædelse i april.
Repræsentationen skal gøre det lettere at profilere SBS internt og udvikle samarbejder med de øvrige fakulteter. Jacob Kjær Eskildsen peger blandt andet på mulighederne for et tættere samarbejde med Det Tekniske Fakultet.
– Det er lettere at have den dialog, når man indgår i det samme forum. Vi får større selvstændig slagkraft som enhed på fakultetsniveau, siger han.
Det strategiske råderum har også betydning for SBS’ internationale position. SAMF opnåede i juli 2025 AACSB-akkrediteringen. SBS skal bygge videre på akkrediteringen og arbejde hen imod også at opnå EQUIS og AMBA og dermed få såkaldt triple crown-status.
Næste mål er EQUIS, som akkrediterer hele SBS og blandt andet stiller krav om en høj grad af strategisk autonomi. Derefter følger AMBA, der er rettet mod MBA-programmer.
– Det ville være vanskeligere at blive EQUIS-akkrediteret, hvis SDU ikke havde foretaget denne strategiske satsning. Den selvstændige organisering styrker vores muligheder, forklarer Jacob Kjær Eskildsen.
Strategi frem mod 2030
Fra januar skal en ny strategi sætte retningen for SBS frem mod 2030. Målet er blandt andet at øge både den eksterne forskningsfinansiering og antallet af publikationer i de bedste internationale tidsskrifter med 40 pct. SBS vil desuden udvide ph.d.-programmet og udvikle sin uddannelsesprofil.
Synligheden skal samtidig øges gennem tættere kontakt til erhvervslivet. Bestyrelsesuddannelsen er ét eksempel. Derudover vil SBS invitere til morgenmøder med faglige oplæg og netværk to gange pr. semester. I juni 2027 afholdes en erhvervskonference, og der arbejdes med et alumnenetværk og en tydeligere deltagelse på Folkemødet.
På længere sigt er ambitionen at blive vært for en international konference i regi af European Academy of Management med omkring 2.000 deltagere.
– Vi vil synliggøre SBS gennem flere forskellige indsatser. Jeg er overbevist om, at man kommer til at lægge mærke til, at vi er her, understreger Jacob Kjær Eskildsen.
Fakta om SDU Business School
Nøgletal
- 29 uddannelser
- 3.903 studerende
- 149 årsværk
Ledelse
- Leder af SDU Business School (dekan) – Jacob Kjær Eskildsen
- Uddannelsesdirektør – Christian Elmelund-Præstekær
- Prodekan for forskning – Dannie Kjeldgaard
- Konst. sekretariatschef – Johanna Süssmeir
Faglige sektioner
- Marketing – Julie Emontspool
- Innovation & Entrepreneurship – Majbritt Rostgaard Evald
- Strategy, Organisation & Leadership – Mette Lund Kristensen
- International Business – Martin Hannibal
- Accounting & Finance – Jochen Theis