Skip to main content
DA / EN

Udstilling

Ser du, hvad jeg ser? Fotoudstilling om psykoser på Stenten i SUND-bygningen

Hvordan ser verden ud, når virkeligheden forskubber sig? Fotoudstillingen Ser du, hvad jeg ser? formidler personlige erfaringer med psykoser gennem billeder, lyd og fortællinger. Den kan opleves på Stenten i SUND-bygningen frem til 16. marts 2026.

Af SUND Kommunikation, 08-01-2026

Fotoudstilling i en moderne bygning med store glasvinduer og sne udenfor. Udstillingen har titlen "Ser du, hvad jeg ser" og viser fotografier monteret på hvide paneler med træsokler. Billederne og tekstbeskrivelserne er opstillet i en lang række i en lys og åben gang.

Ser du, hvad jeg ser? er en landsdækkende vandreudstilling om at leve med og have oplevet psykoser – en tilstand, hvor man i en periode kan miste kontakten med virkeligheden, for eksempel ved hallucinationer eller vrangforestillinger.

Udstillingen består af fotografier og korte fortællinger fra i alt 11 medvirkende og er skabt af fotojournalist Liv M. Kastrup og Rikke Kjær Poulsen.

Hver fortælling består af to fotografier: ét portræt af personen og ét tilstandsbillede, der visualiserer psykosen. Tilstandsbillederne er lavet i tæt samarbejde med de medvirkende og tager udgangspunkt i deres beskrivelser af psykosen.

De to fotografier kobles med tekst og lyd, som kan tilgås via QR-koder på plancherne. Her fortæller de medvirkende blandt andet om deres oplevelser under psykosen og om forløbet før og efter.

Udstillingen kan opleves på Stenten i SUND-bygningen frem til 16. marts 2026. I perioden vil udstillingen være midlertidigt nedtaget i forbindelse med arrangementer på SDU.

Om fotoudstillingen Ser du, hvad jeg ser?

Hvor: Stenten, SUND-bygningen (SDU)
Periode: Frem til 16. marts 2026
Indhold: Fotografier, tekst og lyd (via QR-koder)
Skabt af: Liv M. Kastrup og Rikke Kjær Poulsen
Støtte: Projektet er støttet af bl.a. Lundbeckfonden

Redaktionen afsluttet: 08.01.2026