Skip to main content
DA / EN
Julehilsen

Glædelig jul fra SDU’s rektorat

Med ønsket om en juletid med hygge og afslapning ønskes alle på SDU en rigtig god jul.

Kære alle

Snart sænker julefreden sig over alle SDU’s campusser, og vi kan se tilbage på et begivenhedsrigt år i universitetets historie.

I disse særlige tider er der – måske mere end nogensinde – brug for universitetet og de nye forståelser og løsninger, som vi bidrager med.

Året igennem er der blevet frembragt mange imponerende resultater fra SDU’s excellente forsknings- og uddannelsesmiljøer – resultater, som bidrager til at gøre i morgen bedre end i dag.

Ekstra glædeligt er det, at SDU allerede i år – hvor den nye strategi for ekstern forskningsfinansiering blev vedtaget – er lykkedes med en markant fremgang når det gælder eksterne midler. Omsætningsmæssigt er SDU steget ca. 6 pct. i forhold til 2021. Det kan vi godt være bekendt.

Klar retning i foranderlig verden

Vi er stolte over, at SDU i 2022 formulerede en ”Erklæring om Akademisk Frihed”, der sætter en klar retning for universitetet i en foranderlig verden. Tak for det gode samarbejde også i denne sammenhæng.

På internationalt plan er der grund til stor tilfredshed. I 2022 er SDU rykket op som nummer 303 i verden, når man tager en gennemsnitsplacering på de fire rankinglister, vi er særligt orienterede imod. Ligesom vi opnåede en meget flot placering (13. plads) på UI Green Metric.

Årets succeser ændrer dog ikke ved, at vilkårene for universitetet forandres hastigt i disse år.

Eksempelvis har vi netop budt velkommen til Christina Egelund som ny uddannelses- og forskningsminister – den syvende uddannelses- og forskningsminister på kun otte år – og et nyt regeringsgrundlag, som lægger op til en større reform af uddannelsesområdet.

Ny strategi på vej

Heldigvis har - vi bl.a. med Helle Waagepetersen som visionær prorektor for uddannelse på SDU siden august 2022 og forlængelsen af Thomas Buchvald Vind som erfaren universitetsdirektør - det bedste udgangspunkt for at bygge videre på SDU’s gode og ambitiøse udvikling.

Det arbejde begynder vi på allerede først i det nye år, da bestyrelsen har bedt SDU’s ledelse om at udarbejde et nyt strategisk grundlag for universitetets virke. En ny strategi forventes at være klar medio 2023.

Vi glæder os til et spændende 2023 sammen med jer. Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Venlig hilsen

Jens Ringsmose, Helle Waagepetersen og Thomas Buchvald Vind

Redaktionen afsluttet: 22.12.2022