Skip to main content
DA / EN

Kandidatreformen

SDU’s nye kandidatlandskab i 2028

Som en del af kandidatreformens implementering har direktionen godkendt, hvilke kandidatuddannelser SDU vil omlægge frem mod studiestart i 2028.

Kandidatreformen, som er politisk vedtaget, er i løbet af 2024 blevet drøftet i Kandidatudvalget, som består af Uddannelses- og Forskningsministeriet, universiteternes rektorer og studenterrepræsentanter. Kandidatudvalget har afleveret to rapporter med bud på implementering af reformen.

På baggrund af Kandidatudvalgets arbejde indgik partierne bag kandidatreformen i december en tillægsaftale, som ændrer på nogle af rammerne for fremtidens landskab af kandidatuddannelser.

Tillægsaftalen indeholder bl.a. en række justeringer, som skal gøre det mere realistisk at indfri de politiske ambitioner om at etablere erhvervskandidatuddannelser.

SDU’s direktion har drøftet de justerede rammer og har godkendt en liste over de kandidatuddannelser, som SDU vil omlægge frem mod studiestart 2028.

Listen med kandidatuddannelser i 2028 vil være grundlag for, at SDU kan informere ansøgere til bacheloruddannelser med studiestart i 2025 om, hvilke kandidatuddannelser der venter dem efter bachelorgraden i 2028. De første potentielle studerende skal allerede have informationen ved Åbent Hus-arrangementer fra 1. februar 2025.

Nye uddannelsestyper

Kandidatreformen betyder, at landets otte universiteter får en ramme for, hvor mange studerende der årligt må optages på de klassiske 120 ECTS-kandidatuddannelser, som de kendes i dag.

Studerende, der optages ud over den fastsatte ramme, skal i fremtiden optages på nye typer af kandidatuddannelser.

Det er en kortere kandidatuddannelse på 75 ECTS og to varianter af erhvervskandidatuddannelsen på hhv. 75 og 120 ECTS.

SDU’s kandidatlandskab i 2028

På SDU vil de forskellige uddannelsestyper bliver omsat på de enkelte uddannelser og fakulteter.

I præsentationen Omlægning af kandidatuddannelser på SDU kan du se kandidatuddannelser, der udbydes helt eller delvist som nye typer af kandidatuddannelser pr. fakultet.

Oversigten viser de uddannelser, som SDU som minimum vil omlægge. Der vil være mulighed for at udvikle andre fuldtids 75 ECTS-kandidatuddannelser og erhvervskandidatuddannelser frem mod 2028.

Nye muligheder i kandidatlandskabet

– Med kandidatreformen har SDU fået en langt fra let opgave. Specielt kan det blive en udfordring at få skabt samarbejde med virksomhederne. For både på erhvervskandidatuddannelsen og 45 ECTS-tillægsuddannelserne vil vores succes afhænge af et stærkt samarbejde og gode partnerskabsaftaler med både offentlige og private aftagere. Skal vi lykkes med de nye uddannelser, skal de designes til, at de studerende er i beskæftigelse sideløbende med studiet, siger prorektor Helle Waagepetersen. Hun fortsætter:

– SDU vil bruge reformens muligheder i udviklingen af de nye uddannelser og efter- og videreuddannelsesforløb. Der er med tillægsaftalen opstået nye muligheder, særligt for erhvervskandidatuddannelsen, gennem kombinationen mellem fuldtid og deltid, som nu kan udformes på forskellige måder.

Læs mere om kandidatreformen på SDUnet.dk/kandidatreform.

FAKTA

SDU’s fremtidige kandidatlandskab vil inkludere:

  • Klassiske kandidatuddannelser (120 ECTS), som fortsætter som fuldtidsstudier med SU.
  • 75 ECTS-kandidatuddannelser, som er kortere fuldtidsuddannelser med SU, hvor fokus er på hurtigere overgange til arbejdsmarkedet, samtidig med, at der er nye muligheder for efter- og videreuddannelse.
  • Erhvervskandidatuddannelser (75 og 120 ECTS), der er deltidsuddannelser uden SU, hvor fokus er på at koble akademiske færdigheder og kompetencer direkte med relevante arbejdsopgaver.
  • Ud over de typer af erhvervskandidatuddannelser, der allerede i dag udbydes, vil der også blive mulighed for kombinationsmodeller, hvor fx fuldtidsstudie med SU på et halvt eller et helt år kan kombineres med efterfølgende deltidsstudie på to til tre år med sideløbende beskæftigelse. En variant med et helt års fuldtidsstudie vil dog være forbeholdt civilingeniøruddannelser og andre udvalgte it- og STEM-uddannelser. Det forventes, at universiteterne fleksibelt kan tilrettelægge længde og ECTS for kombinationsmodellerne.

Se mere i Omlægning af kandidatuddannelser på SDU.

Redaktionen afsluttet: 13.01.2025