Mindeord
Mindeord for Tobias Velds Volfing
Det var med stor sorg, vi modtog beskeden om, at Tobias Velds Volfing afgik ved døden natten mellem den 31. juli og den 1. august.
Tobias blev født den 1. februar 1990 i Rens, en lille landsby tæt ved grænsen til Tyskland, hvor han voksede op med sin familie, som bestod af Tobias, hans mor, far og ældre bror. Tobias gik i skole i Bylderup Bov og afsluttede sin skolegang på Odsherred Efterskole. Efter et smut forbi Teknisk Gymnasium i Tønder, kom Tobias til Odense og startede på AspIT.
Som led i hans uddannelse på AspIT kom Tobias i praktik på IT-service (nu SDU IT) på SDU. Efter afsluttet uddannelse blev han i 2012 som den første dimittend fra AspIT ansat på SDU som IT-supporter ved IT-service. Her blev han efterhånden del af Science IT, en særlig servicedesk rettet mod IT-understøttelse af forskere på de Tekniske og Naturvidenskabelige Fakulteter på SDU. Her var han ansvarlig for support og deployment af Linux-klienter.
Tobias gjorde sig hurtigt bemærket blandt sine kolleger for at være dygtig, pligtopfyldende, hjælpsom og empatisk, og med en sikker sans for at løse forskernes problemstillinger. Han havde stærke holdninger om, at ting skulle foregå ordentligt, og han havde også høje forventninger til sin omverden, hvilket bidrog til at højne afdelingens indsats. Ansættelsen af Tobias var en sådan succes, at IT-service ansatte flere yderligere dimittender fra AspIT, som Tobias var med til at lære op. TV Glad lavede også en dokumentar om Tobias, hvor han blev fremstillet som det gode eksempel for, hvad en uddannelse i AspIT kan lede til.
I oktober 2019 blev Tobias ansat på SDU eScience Center under Institut for Matematik og Datalogi; først som infrastrukturudvikler og derefter som software- og hardwarearkitekt. Senest har Tobias været en del af brugersupport-teamet i centret, hvor han var den første kontaktperson, forskerne kunne gå til. Han var hjælpsom, åben, undersøgende og yderst professionel. Tobias gik højt op i sit job. Det var en mission for ham at hjælpe forskere så hurtigt, han kunne, og så meget han kunne. Han gjorde en stor indsats for forstå og sætte sig ind i brugernes perspektiv. For Tobias’ kolleger var det tydeligt, at hans vilje til at hjælpe andre ikke kun var en del af hans professionalisme men også en iboende del af hans karakter. Han var meget opmærksom på miljømæssige og humanitære emner, og han var bemærkelsesværdigt høflig uden at være bange for at tage fat på svære emner eller vigtige spørgsmål.
Tobias var en yderst kompetent person, som ydede en høj faglig service og gik meget langt for at støtte og bidrage til kollegaskabet. Han var en højt skattet kollega, varm og venlig, med klare holdninger, et usædvanligt integreret værdisæt og en højt udviklet retfærdighedssans.
Vores tanker går til hans efterladte familie og forlovede. Han er savnet.
Æret være hans minde.
Henrik Krogh
Steffan Ravn Edwardsen
Johanne Lyhne Hansen
Bjørn Høj Jakobsen
Emiliano Molinaro
Federica Lo Verso
Martin Svensson