Skip to main content
Ledelse

Ny dekan på samfundsvidenskab

Med Peter Møllgaard som ny dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet får SDU en erfaren strategisk leder med internationale erfaringer.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 07-03-2022

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet får ny dekan 1. juni 2022, når Peter Møllgaard tiltræder.

Han kommer fra en stilling som dekan på Maastricht University School of Business and Economics og har tidligere arbejdet på CBS som bl.a. forskningsdekan og institutleder.

Et enigt ansættelsesudvalg har efter et grundigt rekrutteringsforløb med et meget stærkt ansøgerfelt besluttet at ansætte 58-årige Peter Møllgaard til at stå i spidsen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på SDU. Med valget af Peter Møllgaard har ansættelsesudvalget udpeget en erfaren strategisk leder med stærk international erfaring.

- Peter Møllgaard er en særdeles kompetent, inspirerende og erfaren leder. Han har alle forudsætninger for at styrke Det Samfundsvidenskabelige Fakultet yderligere, og visioner, der kan bidrage til opbygningen af SDU’s nye Business School. Med ansættelsen af Peter Møllgaard har SDU igen rekrutteret fra allerøverste hylde, udtaler SDU’s rektor Jens Ringsmose, der har været formand for ansættelsesudvalget.

Et godt match

Peter Møllgaard har siden 2018 været dekan for Maastricht University School of Business and Economics, hvor han har skabt synlige resultater bl.a. inden for tværfagligt samarbejde og Maastricht University’s samlede arbejde med bæredygtighed.

Han glæder sig til 1. juni, hvor han begynder på SDU og skal i gang med at lære Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og resten af organisationen bedre at kende.

- SDU et fantastisk universitet med en inspirerende strategi, som jeg glæder mig til at arbejde med. Både samfundsvidenskaberne og de øvrige fakulteter kan levere meget væsentlige bidrag til verdens udfordringer med bæredygtighed regionalt, nationalt og internationalt, siger Peter Møllgaard.

Optaget af impact

Peter Møllgaard er oprindeligt uddannet cand.polit fra Københavns Universitet, og han har forskningsmæssigt specialiseret sig inden for energimarkederne. Han har – forud for sine år i Maastricht – solid ledelseserfaring fra CBS, som både forskningsdekan og institutleder.

Yderligere er han medlem af flere bestyrelser og formand for Klimarådet, som rådgiver regeringen på klimaområdet.

- Som leder har jeg i en årrække arbejdet fokuseret med at skabe impact til samfundet via stærke forskningsmiljøer og uddannelser. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte på SDU, siger Peter Møllgaard

Privat er Peter Møllgaard gift og har tre børn. 1. juni 2022 tiltræder han stillingen som dekan på SDU’s samfundsvidenskabelige fakultet. Her afløser han Sten Rynning, som har været konstitueret dekan, siden Jens Ringsmose tiltrådte stillingen som rektor på SDU.

Blå bog

  • Peter Møllgaard kommer fra en stilling som dekan på Maastricht University School of Business and Economics. Han var fra 2005-2017 del af CBS’ ledelse som hhv. dekan for forskning og institutleder for Økonomisk Institut.
  • Han var adjunkt på Aarhus Universitet fra 1994-1996
  • Peter Møllgaard er uddannet cand. polit fra Københavns Universitet, PhD fra det Europæiske Universitets Institut i Firenze, og har forskningsmæssigt arbejdet med energimarkederne, regulering og konkurrenceøkonomi.
  • Han har siden 2018 været formand for Klimarådet, der rådgiver regeringen om klimapolitik.

Ansvarlig for siden: SDU Kommunikation

Redaktionen afsluttet: 07.03.2022