Kandidatudvalgets arbejde
Offentliggørelse af Kandidatudvalgets arbejde
Om to uger løftes sløret for nogle af de fortrolige drøftelser om fremtidens kandidatlandskab, som siden september 2023 er pågået i regi af det Kandidatudvalg, der blev nedsat som led i den politiske aftale om Kandidatreformen. Det sker bl.a. gennem stormøder, hvor du har mulighed for at deltage.
Som del af den politiske aftale om "Reform af universitetsuddannelserne i Danmark" fra juni 2023 - i daglig tale kaldt Kandidatreformen - skal der fra 2028 etableres et nyt kandidatlandskab, hvor 30% af de nuværende kandidatuddannelser omlægges til nye kandidatuddannelsestyper. Som konsekvens heraf blev der i september 2023 nedsat et Kandidatudvalg, der består af universiteternes rektorer samt repræsentanter fra UFM og Danske Studerendes Fællesråd. Kandidatudvalget har bl.a. til opgave at udforme det konkrete kandidatuddannelseslandskab.
Arbejdet i Kandidatudvalget har været underlagt stor fortrolighed, og det har derfor ikke været muligt at orientere om det. Det ændres der dog på den 19. juni, hvor UFM forventer at offentliggøre en delafrapportering fra Kandidatudvalgets arbejde.
Internt stormøde på SDU
I forlængelse af offentliggørelsen vil rektoratet gerne invitere til et stormøde på SDU torsdag den 20. juni, hvor prorektor Helle Waagepetersen vil orientere om delafrapporteringens indhold, herunder de overvejelser rektoratet gør sig om det kommende kandidatlandskab på SDU.
Mødet foregår kl. 8.30-10.00 i O100. Hvis du ønsker at deltage, bedes du tilmelde dig via https://www.conferencemanager.dk/offentlighoeringvedrkandidatreform.
Der er et begrænset antal pladser, og tildeling af pladser sker efter først-til-mølle-princippet. Der er mulighed for online deltagelse for f.eks. ansatte og medarbejdere i campusbyerne uden for Odense. Ønsker du at gøre brug af den mulighed, bedes du sende en mail til majbrit@sdu.dk.
Vigtigt: Bemærk lokaleændring fra U260 til O100!
Kandidatudvalgets stormøde
Udover det interne SDU-stormøde holder Kandidatudvalget et stormøde den 21. juni i form af et stormøde med afsæt i udvalgets delafrapportering. Den offentlige høring afholdes på SDU (i U45), og alle, der ønsker at deltage, kan tilmelde sig på UFM’s hjemmeside
Læs i øvrigt mere om Kandidatreformen her https://sdunet.dk/da/service/kandidatreform