Skip to main content
DA / EN

SDU

Resultat af tilpasningsprocessen

Den 23. marts informerede vi om, at SDU’s økonomi er under pres på grund af faldende uddannelsesindtægter og prisstigninger, og at ledelsen havde besluttet at gennemføre en tilpasning af universitetets økonomi. Vi kan hermed meddele, at tilpasningsprocessen nu er afsluttet. Nedenfor kan du læse om resultatet af processen, evaluering af forløbet samt en tak til alle for indsatsen.

I perioden den 23. marts til den 31. maj har ledelsen gennemført en tilpasning af SDU’s økonomi for at skabe balance mellem indtægter og omkostninger svarende til 95 mio.kr. årligt fra den 1. januar 2024. 

De 95 mio.kr. er fundet ved øgede indtægter på 7,1 mio.kr., reducerede lønomkostninger på 79,6 mio.kr. samt reducerede driftsomkostninger på 8,3 mio.kr.   

De reducerede lønomkostninger svarer til, at 112 fuldtidsstillinger (årsværk) bliver nedlagt enten ved naturlig afgang, ved at vakante stillinger ikke genbesættes, ved fratrædelsesaftaler eller ved uansøgte afskedigelser. Dertil kommer, at 27 fuldtidsstillinger bliver omlagt til enten reduceret arbejdstid (seniorordning eller nedsat tid) eller til finansiering på eksterne forskningsprojekter på grund af øget hjemtag af ekstern forskningsfinansiering.  

Samlet set er 139 fuldtidsstillinger direkte berørt af tilpasningen. 

Tilpasningen har et omfang, hvor det er nødvendigt, at alle hovedområder justerer opgaver med fokus på opgavebortfald, omfordeling af opgaver, effektiviseringer og dæmpet aktivitetsniveau. Det må forventes, at de oplevede serviceniveauer bliver forringet, eksempelvis ved længere svartider eller ændrede åbningstider. 

På to fakulteter har det endvidere været nødvendigt at nedlægge flere uddannelser og linjer på uddannelser.  

På enkelte hovedområder vil det være nødvendigt at foretage løbende justeringer af indtægter og omkostninger frem mod 2027. Ledelsen på de enkelte hovedområder vil informere nærmere om dette.  

På SDUnet er der samlet et materiale vedrørende den økonomiske situation, herunder ledelsens tidligere udmeldinger. På denne side kan du også finde et overblik over konsekvenserne af de økonomiske tilpasninger på de enkelte fakulteter og i Fællesadministrationen: https://sdunet.dk/budget2023 

Evaluering af forløbet 

I løbet af juni vil ledelsen sammen med de kollegiale organer – Hovedsamarbejdsudvalget, Universitetsrådet, de lokale samarbejdsudvalg og de akademiske råd på fakulteterne – evaluere det netop gennemførte forløb med tilpasninger på SDU. Evalueringen skal hjælpe med at identificere læring fra processen.  

Hvis du har input eller kommentarer til forløbet, er du velkommen til at kontakte din nærmeste leder eller din tillidsrepræsentant. 

Tak til alle 

Vi har som ledelse vurderet, at den økonomiske tilpasning var nødvendig for at håndtere det store pres på universitetets økonomi, ikke mindst som følge af de senere års faldende optag af studerende på universitetet. 

Det er vores vurdering, at universitetet ikke skal gennemføre en lignende institutionel tilpasning i de kommende år, som den vi netop har gennemført. Vi kan dog ikke udelukke, at der kan være behov for mindre lokale tilpasninger i enkelte hovedområder i de kommende år. 

Tilpasningsprocessen har været vanskelig for alle på SDU. Gennem dialoger med ledere og medarbejdere er vi klar over hvor meget processen påvirker i alle miljøer. 

Vi vil gerne sende en dybtfølt tak til alle for indsatsen i denne svære tid. Både til de ansatte, som har været direkte berørt af besparelserne, og til de ansatte, som er indirekte berørt. Vi vil også gerne sende en særlig tak til universitetets tillidsrepræsentanter, som har ydet en stor indsats i forløbet.  

De gennemførte tilpasninger vil kunne mærkes i det daglige arbejde både på kort og længere sigt, da det vil tage tid at få alle de besluttede tilpasninger indarbejdet i hverdagen. 

Vi håber – og vil arbejde for – at vi kommer bedst muligt igennem den kommende tids tilpasninger.  

På vegne af SDU’s direktion   

Jens Ringsmose, rektor   

Helle Waagepetersen, prorektor   

Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør   

Redaktionen afsluttet: 31.05.2023