Skip to main content
DA / EN

Ny digital organisation

SDU IT og SDU Digital samles

Universitetsdirektøren har besluttet, at SDU IT og SDU Digital samles i et fælles område i Fællesadministrationen pr. 1. juni 2024. Nuværende områdechef for SDU Digital, Bue Raun Andersen, bliver områdechef for det nye digitale område og vil i den kommende tid gå i dialog med ledere og medarbejdere i SDU IT og SDU Digital med henblik på at tegne den nye organisation.

For to uger siden orienterede universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind om sine overvejelser om at samle SDU Digital og SDU IT i et samlet område i Fællesadministrationen. Overvejelserne var affødt af, at chefen for SDU IT, Jacob-Steen Madsen, har fået nyt job i DKCERT, og at SDU i de kommende år står overfor yderligere teknologiske omstillinger. Universitetsdirektøren ville gå i dialog med organisationen inden sin beslutning. Læs mere HER.

Et samlet digitalt område

Efter dialoger med ledere i SDU Digital og SDU IT, tillidsrepræsentanter og fakulteternes sekretariatschefer har universitetsdirektøren nu truffet endelig beslutning om at samle SDU IT og SDU Digital i et fælles område i Fællesadministrationen pr. 1. juni 2024.

- Først og fremmest vil jeg takke for gode og indsigtsfulde dialoger, som peger på, at både SDU IT og SDU Digital har mange dygtige og engagerede medarbejdere og ledere, som leverer stor værdi og service til universitetet. Den digitale organisation bestående af SDU IT og SDU Digital, som startede 1. april 2020, har udviklet sig positivt og har løftet vigtige opgaver i universitetets digitale omstilling og drift. Med andre ord er tidspunktet rigtigt til at tage et yderligere trin ved at samle de to områder i et fælles område i Fællesadministrationen, siger Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør.

Et nyt samlet område vil fortsat have fokus på de fem pejlemærker for den digitale organisation: Brugercentrering, Responsivitet, Sammenhæng, Kompetencebevidsthed og Robust fundament.

Med et nyt samlet digitalt område vil universitetet bedre kunne adoptere nye teknologiske muligheder såsom kunstig intelligens og udnytte funktionaliteten i universitetets store portefølje af forskellige systemer og digitale løsninger. Det vil også give bedre mulighed for at sætte de rigtige hold af medarbejdere med forskellige kompetencer, når universitetet skal implementere store, komplekse opgaver inden for nye systemer, informationssikkerhed og omstilling. Samtidig vil et fælles digitalt område bedre kunne sikre hastigheden, når brugere og universitetet skal tage nye teknologier i brug.

Chef for det digitale område

Med etableringen af det nye fælles digitale område i Fællesadministrationen har universitetsdirektøren samtidig besluttet, at Bue Raun Andersen, områdechef for SDU Digital, bliver den ansvarlige områdechef. Siden 1. april 2020 har Bue Raun Andersen været områdechef for SDU Digital og har sammen med Jacob-Steen Madsen, områdechef for SDU IT, udgjort den fælles ledelse af universitetets digitale organisation.

- Det glæder mig, at Bue Raun Andersen har sagt ja til at stå i spidsen for det nye digitale område. Bue har meget stor indsigt i SDU’s og universitetssektorens digitale omstilling, og han har taget et stort ansvar i de seneste fire år med at udvikle universitetets digitale evner og kapacitet. Bue er både en meget visionær, kompetent og inddragende leder, som i dialog med ledere og medarbejdere vil kunne bygge videre på de gode forhold i SDU IT og SDU Digital. Jeg ser frem til det fortsatte samarbejde med Bue og har fuld tillid til, at Bue sammen med de øvrige ledere i SDU IT og SDU Digital kan tegne det nye digitale område på SDU, siger Thomas Buchvald Vind, universitetsdirektør.

Den 1. juni 2024 vil Bue Raun Andersen have ansvar for både SDU Digital og SDU IT. Med ændringerne pr. 1. juni 2024 er der ingen ændringer i øvrige ledere og medarbejderes løn- og ansættelsesvilkår i SDU IT eller SDU Digital.

Bue Raun Andersen vil igangsætte en proces, hvor ledere og medarbejdere i SDU IT og SDU Digital bliver inddraget i at tegne det nye digitale område på SDU. Forventeligt vil det først blive i løbet af efteråret 2024, at Bue Raun Andersen kan udmelde mere information om det nye digitale område, herunder områdets nye navn. Indtil det tidspunkt vil navnene SDU IT og SDU Digital bestå.

- SDU står midt i og over for mange forandringer. Digitalisering er naturligt et element i både at understøtte forandringerne og i at give helt nye muligheder for SDU. Vi skal som samlet digital organisation lykkes med effektivt at levere digitale løsninger og kompetencer med hastighed og kvalitet på et solidt grundlag af brugerrettet drift og et stærkt fokus på informationssikkerhed. Det har vi heldigvis gode forudsætninger for at udvikle yderligere i én samlet digital organisation. Vi skal sætte erfaringer fra vores nuværende organisering i spil, i kombination med ny viden og store ambitioner for hvordan digitalisering skaber værdi for SDU. Jeg ser derfor frem til dialog med medarbejdere og ledere i SDU IT og SDU Digital såvel som med aftagerne af vores services i den kommende tid, siger Bue Raun Andersen, områdechef for SDU Digital.

Redaktionen afsluttet: 14.05.2024