SDU indgår strategisk partnerskab med universitetet i Freiburg
Syddansk Universitet har indgået en strategisk partnerskabsaftale med Albert-Ludwigs-Universität Freiburg, som styrker universitetets internationale samarbejde.
– Aftalen markerer en milepæl i SDU’s internationale arbejde. Vi har ikke tidligere haft en aftale af samme størrelsesorden med et udenlandsk universitet, siger rektor Jens Ringsmose.
Aftalen retter sig i første omgang mod forskningssamarbejde, mobilitet og samarbejde på uddannelsesområdet, herunder studenterudveksling. Begge universiteter investerer betydelige midler i at føre samarbejdet ud i livet.
Et partnerskab med tyngde
Freiburg er en attraktiv samarbejdspartner for SDU med stærke forskningsmiljøer, stor faglig bredde og en tydelig international profil. Universitetet dækker et bredt tværfagligt felt med forskning og uddannelse på tværs af elleve fakulteter. Det gør Albert-Ludwigs-Universität Freiburg til en relevant og stærk partner for et bredt universitet som SDU.
Samtidig giver Freiburgs lange historie og stærke position i det tyske universitetslandskab partnerskabet en særlig tyngde.
– Aftalen skiller sig ud ved både sit omfang og sin organisering. Her er der fra begyndelsen peget på konkrete samarbejdsområder, og der er afsat midler til at sætte aktiviteter i gang, siger rektor Jens Ringsmose.
– Stærke forskningsmiljøer er afhængige af gode internationale samarbejder. Med aftalen får vi en partner, som kan være med til at løfte vores forskning og vores uddannelser og åbne nye muligheder for både medarbejdere og studerende.
Aftalen løber over fire år og udgør grundlaget for et længerevarende samarbejde mellem de to universiteter.
Bygger videre på europæiske relationer
Partnerskabet med universitetet i Freiburg føjer sig til en bredere europæisk orientering på SDU. Gennem universitetsalliancen EPICUR og netværket YERUN for yngre forskningsintensive universiteter har SDU i de senere år styrket sine internationale relationer og udvidet sine samarbejdsflader i Europa.
Den nye aftale bygger på faglig styrke, men også på et tættere kendskab mellem de to universiteter. Gennem EPICUR har SDU og Freiburg opbygget solide relationer og værdifulde erfaringer med at arbejde sammen, og det har skabt et stærkt grundlag for partnerskabet.
– EPICUR-samarbejdet har været væsentligt for, at vi er nået hertil. Gennem alliancen har vi lært Freiburg godt at kende, og det har skabt det tillidsfulde grundlag, som et tættere samarbejde kræver, siger rektor Jens Ringsmose.
Mere end en økonomisk investering
Investeringen er ikke kun økonomisk. Den handler også om tid, ledelsesmæssig opmærksomhed og aktiv deltagelse fra fakulteter, institutter og fagmiljøer.
Allerede i april rejser SDU’s direktion til Freiburg for at drøfte, hvordan samarbejdet skal føres ud i livet. Alle fakulteter er inddraget i det videre arbejde.
Målet er hurtigt at omsætte aftalen til konkrete aktiviteter. De tre hovedområder er samarbejdets første fælles udgangspunkt, men aftalen er tænkt som en ramme, der kan udvikle sig, hvis nye muligheder opstår undervejs.
Næste skridt
Næste skridt bliver især at sætte fart på forskningssamarbejdet, blandt andet gennem et seed funding-opslag, som skal hjælpe de første fælles projekter i gang. Ambitionen er, at aftalen hurtigt skal kunne mærkes i praksis – i forskningsmiljøerne, i uddannelserne og i kontakten mellem medarbejdere og studerende på de to universiteter.