Skip to main content
DA / EN

Arbejdsmiljø

Temperaturloftet fjernes i SDU-lokaler

Der vil i den kommende vinter ikke være et krav om en maksimal temperatur på 19 grader på SDU’s lokationer – men der opfordres stadig til at tænke over, hvor meget termostaten skal drejes.

”Winter is coming”, er et velkendt citat fra den populære serie Game Of Thrones, og selvom temperaturerne stadig er et godt stykke fra frysepunktet, så bevæger kalenderen sig stille og roligt mod de koldere måneder.

Sidste år besluttede SDU`s direktion at følge Energistyrelsens og Uddannelses- og Forskningsministeriets anbefalinger om at sænke opvarmningen af statslige bygninger til 19 grader, hvor det vurderes muligt og teknisk egnet, det var afledt af energi- og forsyningssituationen i Europa.

Den anbefaling er i år fjernet, men inden du drejer termostaten helt i bund og tropper op i shorts og t-shirt, så opfordres alle til at overveje og derefter få indstillet temperaturen i arbejdslokalet mest hensigtsmæssigt af hensyn til arbejdsmiljøet og klimaet.

Officielle anbefalinger for temperaturer i arbejdsrum

Ifølge Arbejdstilsynet ligger de optimale temperaturer for stillesiddende arbejde lige over de 20 grader, mens den ikke må komme under 18°C. På deres hjemmeside skriver de blandt andet:

- Generelt bør temperaturen under normale klima- og arbejdsforhold holdes på 20-22 °C ved stillesiddende arbejde og må ikke overstige 25 °C.

Se mere om anbefalingerne her

Har du problemer med at ændre temperaturen til det ønskede? Så send en mail til 8888@sdu.dk.

Redaktionen afsluttet: 13.11.2023