Skip to main content
DA / EN

Bæredygtigt

Tog til Stockholm – et skridt mod mere bæredygtige tjenesterejser

Seks medarbejdere fra SDU valgte skinner frem for boardingzoner og bagagebånd, da de skulle til fagligt arrangement i Sverige – og opdagede en klimavenlig rejsemulighed uden stress og med plads til fordybelse.

Tjenesterejser udgør ikke den største udledning af CO₂ på SDU. Det gør indkøb af varer og tjenesteydelser med 75 pct. af SDU’s samlede udledning. Men kategorien er sammensat af mange forskellige kilder til udledning, og det gør det vanskeligere at reducere udledningen målrettet.

Til sammenligning udgør tjenesterejser 17 pct. af den samlede udledning. Det er en stor andel i sig selv – og det er samtidig en kategori, hvor SDU har mulighed for at handle direkte, og hvor ændret adfærd kan føre til mærkbare reduktioner.

– Netop derfor er tjenesterejser et oplagt fokusområde. SDU’s medarbejdere har mulighed for at handle og forholdsvist nemt opnå en klimagevinst, uden det påvirker organisationens kerneopgaver negativt – og derfor skal vi prioritere det, siger universitetsdirektør Thomas Buchvald Vind.

Adfærdsændring med effekt

Hvordan har tjenesterejser og CO₂e-udledningen i kategorien udviklet sig siden 2018, hvor SDU begyndte at føre klimaregnskab?

Pandemien betød en hård opbremsning, hvor omtrent al rejseaktivitet stoppede, men udledning fra tjenesterejser har været stigende siden 2021. Flyrejser udgør den største del af kategorien med 77 pct. af den samlede udledning fra tjenesterejser.

Trods stigningen fra 2021 er kategorien samlet set faldet med 36 pct. siden 2018, mens flyrejser alene er reduceret med 44 pct. Men den stigende rejseaktivitet betyder, at det er vigtigt, at medarbejderne på SDU er opmærksomme på at vælge den mest bæredygtige rejseform, hvis en reduktion på 57 pct. i 2030 skal nås.

– Konkret betyder det at finde den mest bæredygtige måde at rejse på, hvor både økonomi, tid og klima overvejes. Og det er en god idé at være åben over for nye rejsemuligheder, også selvom de tager lidt længere tid, understreger Thomas Buchvald Vind.

En konkret beslutning – toget til Stockholm

Og det er netop, hvad seks kolleger fra hhv. Økonomiservice og SDU HR gjorde for nylig, da de skulle til et arrangement i Stockholm, afholdt af Oracle, leverandøren af SDU’s økonomi- og HR-system.

To af dem er regnskabschef Jens V. Kierkegaard og chefcontroller Heidi Krieber , begge fra Økonomiservice.

– SDU har jo et regelsæt, der siger, at man som hovedregel skal vælge den mest klimavenlige transportform og overveje tog frem for fly, siger Jens V. Kierkegaard og refererer til SDU’s cirkulære om tjenesterejser , der bl.a. opfordrer medarbejdere til at undgå indenrigsrejser med fly og til at undgå flyrejser under 500 km.

– Og derfor besluttede vi os for at tage toget til Stockholm. Det viste sig, at der ikke var nogen barrierer forbundet med det – både bestillingen af billetter på dsb.dk og selve rejsen var uden problemer, og der er afgang fra Odense hver anden time.

– Vi tog afsted kl. 8 og ankom i Stockholm kl. 15.31 præcist. Syv timer og 31 minutter, og det væsentlige er, at vi rejste fra centrum af Odense til centrum af Stockholm i det tidsrum.

Rejsetid – og arbejdstid

Rejser man med fly på ruten, tager det en time og ti minutter fra Kastrup til Arlanda. Men oven i skal lægges transporten til Kastrup, check-in og bagageaflevering, sikkerhedskontrol, boarding, bagageopsamling og tog ind til Stockholm. Rejser man på kortere distancer i Europa, er transporttiden med fly lav, men den sammenlagte rejsetid gør rejser med tog konkurrencedygtige.

– Alt i alt er den totale rejsetid fra Odense til Stockholms centrum tæt på at være den samme med tog og fly, forklarer Jens V. Kierkegaard.

– Forskellen er blot, at der ikke er meget tid til at være koncentreret om fx arbejdsopgaver, når man vælger fly på korte eller mellemlange ruter, supplerer chefcontroller Heidi Krieber.

Toget giver plads til samtaler og samarbejde

– Det er ukompliceret at fordybe sig i toget, og det skal holdes op mod den uro, man oplever, når man flyver de korte ruter i Europa og skal til og igennem lufthavne. Vi var på et hurtigtog, og vi kunne købe mad- og drikkevarer, vi kunne strække ben, gå lidt rundt – det er muligheder, man ikke har på et fly, forklarer hun.

– Det er en behagelig måde at rejse på, og man kan være sammen med sine kolleger på en helt anden måde, end man kan på flyrejser. Vi fire fra Økonomiservice havde sæder over for hinanden, og det er rigtig fint, at man både kan tale privat og fagligt og fordybe sig i arbejde.

Jens V. Kierkegaard bemærker, at der selvfølgelig kan være situationer, hvor det kan give mening at overveje en flyrejse.

– For det betyder selvfølgelig noget med frekvensen – hvis der fx kun var én afgang til Stockholm fra Malmø i døgnet, og hvis der samtidig var 10 flyafgange fra Københavns Lufthavn til Arlanda, så ville den begrænsning kunne føre til, at man valgte flyet. Men det er ikke svært at komme til fx Hamborg med tog og derfra videre ud i Europa.

– Det drejer sig om tilgængelighed, og hvad der giver bedst mening i den situation, man er i. Men det er vigtigt at tænke transport i tog som en mulighed på de korte ruter – jeg tror, at valg af fly ofte bare er en vane, og man glemmer at overveje tog som en mulighed, tilføjer Heidi Krieber.

Det er Thomas Buchvald Vind enig i.

– Vi skal ikke altid vælge toget på rejser i Europa, men tog skal altid overvejes som en mulighed på de korte og mellemlange distancer. Når vi planlægger vores rejser med blik for både klima, bekvemmelighed og samarbejdsmuligheder, får vi meget mere end bare lavere CO₂-udledning.


CO2-udledning med fly (kg), 650 km: 116,82 (svarer til distancen fra Kastrup til Arlanda)
CO2-udledning med tog (kg), 800 km: 9,89 (svarer til distancen fra Odense til Stockholm)
Kilde: SDU’s Beregning af CO2e-udledning


Redaktionen afsluttet: 09.05.2025