Rektoratets klumme
Et godt BA-optag i 2026
Velkommen tilbage efter, hvad jeg håber, har været en skøn sommer!
Jeg holder det ikke just for mig selv. Derfor er der måske også en enkelt eller to, der har bemærket, at undertegnede interesserer sig for, at SDU optager dygtige studerende. Studerende, der har evner og kompetencer til at gennemføre en lang videregående uddannelse på en måde, der gør dem til efterspurgte dimittender. Studerende, der bidrager til, at diskussionerne i undervisningslokalet får saft og kraft. Jeg har absolut intet imod, at vi optager mange studerende. De skal – for nu at skære det ud i pap – bare være dygtige.
I det lys har vi grund til at være meget tilfredse med BA-optaget i 2026. Som altid er der en vis variation på tværs af uddannelser – nogle går frem, andre tilbage – men i det store billede er der al mulig grund til at tro, at vi på SDU optager bedre og bedre studerende i disse år.
Samlet set har vi optaget 136 færre studerende end i 2025. En meget beskeden tilbagegang fra 4.415 til 4.279. Til gengæld tyder rigtig meget på, at den kohorte af studerende, der om et øjeblik strømmer ind på vores campusser rundt omkring i regionen, vil være kompetent og kvalificeret til at gennemføre en ”forskningsbaseret uddannelse indtil højeste internationale niveau”, som det hedder i universitetsloven.
For det første optager vi – i gennemsnit – studerende med et markant højere karaktergennemsnit fra adgangsgivende eksamen end tidligere. I 2021 havde de BA-studerende, vi optog på kvote 1, et karaktergennemsnit på 8,1 fra adgangsgivende eksamen; i 2024 var tallet 8,6; i år har de optagne på kvote 1 et karaktergennemsnit på 9,1. Det er meget tilfredsstillende og betyder alt andet lige, at der er udsigt til en endnu dygtigere studenterpopulation.
For det andet – og relateret – så optager vi markant færre studerende med et karaktergennemsnit på mindre end 7,0 fra adgangsgivende eksamen. SDU har fortsat et relativt stort kvote 2-optag set i forhold til resten af sektoren, men andelen, der kommer ind med et lavt karaktergennemsnit fra STX eller lignende, er hastigt dalende. I 2021 optog vi 1.514 studerende med et karaktergennemsnit på mindre end 7,0; i 2026 er tallet 668. Det svarer til et fald på ikke mindre end 56 procent.
Endelig – og for det tredje – så har vi i år adgangskvotient på 31 ud af 84 uddannelser. I 2025 havde vi adgangskvotient på 17 ud af 80 uddannelser. Nu kan der være mange måder at opnå en kvotient på, men adgangskvotienter sender et signal til fremtidige ansøgere om, at vi på SDU stræber efter at optage kompetente og dygtige unge mennesker. Det er vi godt tjent med.
De seneste års udvikling i optaget er bemærkelsesværdig – ikke mindst set i lyset af en demografisk udvikling præget af mindre og mindre ungdomsårgange. Men udviklingen er ikke kommet af sig selv. En stribe tiltag har således bidraget til, at vi samlet set står med en stærkere studenterpopulation i dag. Vi har – blandt andet – indført et karakterkrav på 7 i kvote 1, filet på kapaciteten på uddannelser med kvalitetsudfordringer, lukket uddannelser, hævet beståelsesscoren i unitesten i kvote 2, og så har vi lanceret fem signaturuddannelser med et reduceret optag.
Nu er karaktergennemsnittet fra adgangsgivende eksamen selvsagt ikke det eneste mål for talent eller studieegnethed. Men karaktergennemsnittet giver en vigtig indikation af de faglige forudsætninger, de studerende møder universitetet med. Samtidig er det vigtigt at holde sig for øje, at målet med de forskellige tiltag ikke er at gøre universitetet mindre tilgængeligt. Ambitionen er at sikre, at de studerende, vi optager på SDU, har de bedste forudsætninger for at lykkes med deres uddannelse.
Alt i alt er der god grund til at være meget tilfredse med årets BA-optag. Indrømmet: Der er enkelte uddannelser, der har det svært. Men på SDU-niveau bevæger vi os i retning af en stærkere og stærkere studenterpopulation. Det er godt. Ikke mindst hvis man, som jeg, tror på, at vejen til værdiskabelse er brolagt med høj kvalitet.