Fremtidens universitet som målsætning

Af Jacob Nielsen, 31-01-2024

I løbet af de sidste par årtier har vi set et skift i mange universiteters struktur – fra at være dette "fællesskab af lærere og lærde" til at blive uddannelses- og forskningsfabrikker med meget topdrevne, flerlagede ledelsesstrukturer. Dette har lagt pres på eller endda gjort en ende på "fællesskabsstrukturen" og begrænser derfor vores forskeres og studerendes tankefrihed på grund af den manglende interaktion, hvor man kan stille spørgsmål og gøre nye opdagelser. Hvilken fremragende forudsætning for at skabe ny viden, ikke sandt? Denne nye struktur har også i høj grad øget universiteternes administrative byrde, da tilliden til forskere og studerende stille og roligt er blevet erstattet af kvantitativ overvågning. Mere administration og lavere studieafgifter har krævet flere midler, og det at være forsker er blevet en daglig kamp for at opnå økonomisk støtte. Dertil er universitetsgebyrerne steget voldsomt og snupper op til halvdelen af værdien af den støtte, som forskere tiltrækker til nye forskningsprojekter. På grund af dette og en lang række andre faktorer er danske universiteter nu blandt de mest stressende arbejdsmiljøer i Danmark, som anført i "National Overvågning af Arbejdsmiljøet blandt Lønmodtagere" fra 2021 og 2023, og på internationalt plan flygter mange førende forskere og undervisere fra universiteterne. Nature udgav i 2022 en artikel om netop dette problem med titlen "Has the 'great resignation' hit academia?". I artiklen interviewes en række forskere, der allerede har forladt eller overvejer at forlade den akademiske verden. Ifølge interviewpersonerne er nogle af de vigtigste årsager hertil, at universiteterne har "giftige arbejdsmiljøer, hvor mobning og manglende hensyn til medarbejdernes sikkerhed og trivsel er en realitet". I de senere år er der også oprettet indtil flere Facebook-grupper, hvor folk fra den akademiske verden kan diskutere deres frustrationer og exitstrategier for at forlade den akademiske verden. Blandt grupperne er "The Professor is out – a group for moving out and moving on", der i skrivende stund tæller mere end 31.000 medlemmer på verdensplan. Når folk forlader den akademiske verden, er universiteterne nødt til at gå nye veje. En af de veje, der benyttes for tiden, er at omstrukturere uddannelser og proppe flere studerende ind i undervisningslokalerne for at have nok personale til at varetage undervisningen og reducere de samlede omkostninger ved undervisningen. I min optik vil denne spiral fortsætte med at mindske interaktionen med de studerende og desuden fjerne forestillingen om universitetet som et samfund, hvorigennem ny viden skabes. Det er ikke nysgerrighed, der slog smedens kat ihjel. Det er snarere misforstået strukturering og administration, der er godt på vej til at dræbe nysgerrigheden. 

Hvis vi ønsker at sikre, at universiteterne fortsat er relevante for samfundet, er vi nødt til at gå tilbage til noget, der ligger tættere på den gamle fællesskabsstruktur, hvor vi genvinder forsknings- og studiefriheden. En mere fleksibel strukturering inden for vores uddannelsesretninger ville give de studerende mulighed for bedre at definere deres egen uddannelse. Undervisningsmaterialer og lektioner kunne primært være cloudbaserede – potentielt understøttet af AI og onlineundervisning – og det fysiske universitets virkelige rolle ville være at give de studerende feedback på praktiske projekter og laboratorietimer, så vi kan bygge bro mellem igangværende forskning og virksomhedssamarbejde med de studerendes onlinelæring. Hvis det gøres på den rigtige måde, har det potentiale til at genskabe de manglende bånd og interaktionen mellem forskere og studerende, hvor studerende aktivt deltager i større projekter og bidrager og lærer gennem hele processen. Ideelt set skulle en sådan ny model være økonomisk uafhængig af eksterne forskningsmidler, da det ville gøre forskere og forskergrupper i stand til kunne planlægge meget mere langsigtet – både for at genvinde et attraktivt og mindre stressende arbejdsmiljø, men også – og mere afgørende – som et nødvendigt middel til at løse morgendagens gåder. 

Kort sagt: Ville det ikke være dejligt at genvinde tillidsfulde, omsorgsfulde – ja, endda hyggelige og jordnære – universitetssamfund, hvor nysgerrigheden trives, og hvor vi har god tid til at stille og besvare spørgsmål? Hvor ny viden er det sande produkt og ikke begrænset af fabrikstænkning, præstationstal eller politisk besluttede finansieringsmuligheder? Og hvor lærere og lærde arbejder hånd i hånd for at blive klogere på, hvordan verden hænger sammen – og mere til?