De ansattes klumme
Et SDU tilgængeligt for alle
Bare rolig, klummen advokerer ikke for frit optag på universitetet, men for et SDU, som er tilgængeligt for alle – også dem med fysiske og mere skjulte funktionsnedsættelser.
SDU’s Campus Odense er ikke et let sted at finde rundt, heller ikke efter 17 års ansættelse. Nuvel, der er en kort-app og nogle relativt nye skilte med kort ved indgangene (uden lokalenumre på selve kortet!!). Inden man når til kortene, så kræver det dog typisk, at man kan forcere cirka ti høje betontrin. Det kan jeg godt, i modsætning til mange af de gæster, som jeg modtager til undervisning og forskningsprojekter. De har nemlig erhvervet hjerneskade med ofte fysiske følger deraf og helt sikkert kommunikative vanskeligheder (f.eks. vanskeligheder med at finde ordene, forstå, hvad andre siger, læse og skrive). Hver dag navigerer også studerende og kolleger med fysiske funktionsnedsættelser rundt på SDU – og ja, de skjulte vanskeligheder, såsom kommunikationsvanskeligheder, ser jeg jo af gode grunde ikke.
Døren er i vejen
I maj havde jeg besøg af et par herrer med sproglige vanskeligheder, og den ene også med fysiske udfordringer i form af halvsidig lammelse. Det gik okay med at komme frem og finde mig, men de har også været på besøg i nærheden af ti gange og kender handicapparkingen i nogenlunde nærhed af mit kontor. Dog fik min gæst med fysiske udfordringer sin sag for, da han skulle fra Gydehutten ned på Bøgene med en tallerken mad i den raske hånd og behov for at nå et gelænder med den delvist lammede hånd, alt imens døren (givetvis en vigtig men altid åben branddør) fyldte hele reposen, så han måtte balancere med tallerkenen og tage de første trin uden at kunne nå gelænderet. Hvorfor hjalp jeg ham ikke? Det handler om stolthed og ønsket om selvstændighed hos min gæst.
Lange vejvisninger
Og så er der den kommunikative tilgængelighed, som er kerneudfordringen hos mine gæster. Vi starter med at krydse fingre for, at det lokale, som er blevet reserveret, er i nærheden af handicapparkeringspladser. Dernæst skal jeg ud at tage billeder af døre, gange, trapper og letbanestation, samt tjekke dørnumre, elevatorer, toiletter i nærheden, mv. Så er vi klar til at lave en såkaldt afasivenlig vejvisning, som ofte ender med fem siders forklaring i enkelt sprog, suppleret af billederne og med et telefonnummer på en telefon, som nidkært passes omkring mødestart.
Teknologien udfordrer også
Så er der den teknologiske tilgængelighed. Don’t get me started. Rejseafregninger og honorarblanketter – tak til altid hjælpsomme sekretærer på mit institut, som fritager mine gæster fra selv at skulle oprette sig selv i zExpense og rejseafregne på egen hånd. Vi hygger os også med SDU’s nylige sikkerhedsforanstaltning på zoom, hvor der uden varsel var indført tvungen adgangskode eller venterum. Hvad er problemet med det? Jo, på audiologopædi mødes frivillige studerende hver uge online med mennesker med afasi i det sociale tilbud, Afasifællesskabet. Her, havde jeg nær sagt, er ro og regelmæssighed vigtig: samme link, ingen kode og mulighed for at logge på uden at ende i venterum, for det sker, at man mødes uden studerende i eksamenstiden.
Lad os finde fleksible løsninger
Kan vi ikke gøre det bedre? Tilvalg og fravalg af adgangskoder på Zoom. Tydelige opmærkninger af tilgængelige ”stier” rundt om på campus, tydelig skiltning på toiletter, til letbane og parkering, en ”bank” med billeder af indgangsdøre, letbanestationer og skabeloner til at lave tilpasset vejvisning. Måske skulle SDU endda byde ansatte, studerende og gæster med tilgængelighedsudfordringer op til dans og i fællesskab gøre SDU tilgængeligt for alle?
Jytte Isaksen
Lektor på Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber. Hun laver forskning om og med mennesker med afasi, som er kommunikative vanskeligheder efter stroke og andre erhvervede hjerneskader. Hun har i øvrigt lovet sine samarbejdspartnere og gæster med afasi at skrive denne klumme, fordi de har erfaret, at det er svært at komme som gæst på SDU.