Skip to main content
DA / EN
Månedens SDU-profil

Travl måned for SDU’s royale ekspert

Januar blev historisk for kongehuset og travl for Michael Bregnsbo. For SDU’s mangeårige royale ekspert har flittigt svaret på mediers og befolkningens mange spørgsmål om tronskiftet. Vi har talt med ham om ekspertrollen, og hvordan hans historiske viden bidrager til en bedre forståelse af nutiden.

Af Susan Grønbech Kongpetsak, , 31-01-2024

31.december klokken lidt i 18 sad SDU-lektor Michael Bregnsbo – som så mange andre i kongeriget Danmark – klar ved skærmen til Dronning Margrethes nytårstale. Han skulle kommentere talen for nyhedsbureauet Ritzau og forventede egentlig, at alt ville blive same procedure as last year.

Sådan gik det som bekendt ikke.

Tværtimod bebudede dronningen i slutningen af sin nytårstale, at hun ville abdicere, og det satte gang i en historisk januar for kongehuset - og en meget travl og interessant måned for SDU’s mangeårige royale ekspert, Michael Bregnsbo.

Der gik nemlig ikke mange minutter fra dronningens abdikation, til de første medier ringede til Bregnsbo for at få hans kommentarer og analyser af det kommende tronskifte.

Og sådan fortsatte det de første uger af januar med mange daglige opkald fra medier, som havde brug for hans ekspertviden om kongehusets lange historie til dækningen af tronskiftet.

60 medieomtaler på 14 dage

Ifølge presseoptællingen i Pure, så var Michael Bregnsbo omtalt 60 gange i dansk tv, radio og aviser i løbet af 31. januar og de to første uger af januar 2024. Dertil kommer masser af baggrundsinterviews han har også haft med journalister, som havde brug for historiske facts til den store mediebegivenhed.

Og SDU’s royale ekspert har været glad for den helt særlige mulighed for at kunne dele bredt ud af sin viden om den danske enevælde fra 1660-1848. Det gør ham dog ikke spor, hvis februar bliver mere fredelig mediemæssigt.

- Som forsker, synes jeg, man er forpligtet til at stille op og besvare de spørgsmål, som medier og befolkning har, hvis man har viden på området. Og så er ekspertrollen jo en virkelig god øvelse i at få sagt det allervigtigste så kort og præcist som overhovedet muligt, siger Michael Bregnsbo, lektor ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber og uddyber:  

- Og så er det jo spændende med alle de spørgsmål om tronskiftet, som også matcher min egen nysgerrighed på, hvordan det historiske fundament for nutidens kongehus egentlig er.

Var tronskiftet egentlig historisk ifølge en historiker?

- Ja, og endda på flere måder. Afskeden med dronning Margrethe var et farvel til den længst siddende regent i Danmarkshistorien, hun slog Christian. 4 med et par måneder inden abdikationen i januar, forklarer Michael Bregnsbo og uddyber:

- Og vi skal helt tilbage til 1146 for at finde en anden regent i Danmark, som abdicerede, da Erik Lam valgte at træde tilbage som konge og faktisk blev munk i Odense. Endelig blev Mary ved tronskiftet den første dronning af borgerlig familie i Danmarkshistorien.

Historien giver bedre forståelse af nutiden

Michael Bregnsbo har sin særlige ekspertise i det danske samfund, der blev ledet af enevældige konger fra 1660, og indtil vi fik grundloven i 1849.

Og den viden er faktisk afgørende for at forstå nutidens kongehus og ikke mindst de udfordringer, der nogle gange opstår i monarkierne, forklarer han.

- Det danske monarki er jo en institution fra en helt anden tidsalder og en helt anden samfundstype, som har fået lov at bestå. Dybest set strider kongehuset mod alle de principper, som vores samfund bygger på i dag; I vores ellers så ligestillede samfund er en bestemt familie alligevel hævet over os andre, og ældste barn er født til at blive regent, siger Michael Bregnsbo og uddyber:

- Min viden om enevældens historie - altså monarkiets fundament – kan hjælpe os en dybere forståelse af meningen, den historiske forankring og de gamle traditioner i monarkiet. Enevældens historie kan typisk også forklare de problemer, som monarkierne støder på. Problemerne udspringer nemlig ofte af, at de er et levn fra en anden tid og kan have svært ved at tilpasse sig udviklingen.

Dygtige til at tilpasse sig

Opbakning til Kongehuset i Danmark - bl.a. med et regulært menneskehav på Christiansborg Slotsplads ved udnævnelsen af kong Frederik - er modsat udtryk for, at det danske monarki gennem årene har været dygtig til at tilpasse sig tiden, vurderer Michael Bregnsbo:

- Den kæmpestore interesse for tronskiftet understreger for mig, at monarkiet i Danmark fungerer ganske godt, og mange har følt trang til at takke dronning Margrethe for hendes store indsats. I modsætning til flere andre regenter i Europa er hun lykkedes godt med at være et samlingspunkt, som kunne sige befolkningen noget væsentligt, uden det blev politisk.

Hvordan det kommer til at gå med opbakningen til monarkiet fremover, tør Michael Bregnsbo ikke spå om.

Det er virkelig en balanceakt at være konge i et samfund, hvor de grundlæggende principper er, at alle skal være lige. Det kræver gode evner til at aflæse tiden og samtidig ikke bare lefle for befolkningen.

Michael Bregnsbo, Lektor

Han understreger, at der er masser af udfordringer forude for det nye kongepar, som nu har opgaven med at føre det danske monarki ind i fremtiden.

- Det er virkelig en balanceakt at være konge i et samfund, hvor de grundlæggende principper er, at alle skal være lige. Det kræver gode evner til at aflæse tiden og samtidig ikke bare lefle for befolkningen. Man skal finde sin egen vej mellem det ophøjede og det jævnt folkelige, det duer ikke at være for ophøjet, men heller ikke alt for meget ligesom os andre, forklarer Michael Bregnsbo.

Men han konkluderer dog:

- Man må sige, at det nye kongepar har et virkelig flot og stort udgangspunkt med den opbakning, der tydeligvis er i befolkningen. Så må vi se, hvordan de forvalter det. De har gode forudsætninger, fordi de har haft lang tid til at øve sig, og de har muligheder for at få råd og vejledning fra dronning Margrethe, som jo er en dygtig dronning.

Mød forskeren

Michel Bregnsbo er lektor ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber og forsker bl.a. i monarkier og enevælde i tidligt moderne tid. Han har været tilknyttet universitetet siden 1995 og har mødt dronning Margrethe én gang, da han blev hædret som årets underviser.

Læs mere

Redaktionen afsluttet: 31.01.2024