Skip to main content
DA / EN
Discovery

Kameraer og kunstig intelligens skal kortlægge liv på legepladser

Ph.d.-studerende fra Syddansk Universitet vil analysere brugen af legepladser ved hjælp af ny AI-baseret metode. SDU-midlerne, Discovery, gav vigtigt skub i udviklingen.

Af Caroline Højberg Nielsen, , 30-06-2025

Hvor mange opholder sig egentlig på legepladser og andre uderum i Danmark – og hvor længe? Det er spørgsmål, som ph.d.-studerende Cathrine Damsbo Madsen har kastet sig over med sit ph.d.-projekt, der forener kunstig intelligens, visuel dataanalyse og urban design.

Cathrine arbejder på at udvikle en skræddersyet videobaseret løsning, der ved hjælp af AI kan indsamle kontinuerlige og detaljerige data og dermed give ny indsigt i de brugsmønstre, der præger danske legepladser.

Målet med den nye metode er at skabe et mere kvalificeret datagrundlag for investeringer i uderum, herunder legepladser, i fremtiden.

Hjulpet på vej af SDU's Discovery-midler

For at modne teknologien søgte Cathrine i efteråret 2024 støtte fra SDU’s nyopstartede Discovery-pulje – en intern fundingmulighed for forskere med tidlige, uprøvede eller risikobetonede idéer. Her var hun blandt de første 10 forskere til at modtage en bevilling.

Mød forskeren

Cathrine Damsbo Madsen er ph.d.-studerende på SUND på Institut for Idræt og Biomekanik, hvor hun er en del af forskningscenteret World Playground Research Institute. Hun er lige nu halvvejs i sit ph.d.-projekt.

Læs mere om World Playground Research Institute

Den videobaserede løsning har stort potentiale, men kræver tid og ressourcer at udvikle – derfor var Discovery-midlerne oplagte til at støtte udviklingen

Cathrine Damsbo Madsen, Ph.d.-studerende

Midlerne blev afgørende for at kunne teste proof-of-concept, altså en tidlig afprøvning af to centrale funktioner ved AI-teknologien; automatisk tælling af unikke brugere samt skelnen mellem børn og voksne i datamaterialet.

De indledende tests har fungeret som et vigtigt springbræt. Cathrine er nu ved at videreudvikle kameraløsningen for at sikre høj præcision over længere perioder – med spændende udsigter til, hvordan teknologien på sigt kan styrke beslutningsgrundlaget for fremtidens uderum.

Om Discovery

  • Intern pulje målrettet forskere med tidlige, uprøvede eller risikobetonede idéer 
  • Kan søges af alle SDU-forskere på tværs af fakulteter
  • Hver bevilling er på 75.000 kr.
  • Der er årligt to ansøgningsrunder: et i foråret og et i efteråret 

Læs mere om Discovery-midlerne her

Flere midler i 2025

Cathrines projekt er blot ét af flere eksempler på, hvordan Discovery-midlerne hjælper innovative idéer ud over rampen.

I maj 2025 har 20 nye spirende projekter modtaget støtte blandt over 40 ansøgere. Projekterne spænder bredt på tværs af SDU’s fakulteter og vidner om den høje innovationskraft, der er på universitetet.

- Det er ofte i idéerne, der skiller sig lidt ud, at vi finder nye indgangsvinkler til innovative løsninger, siger Mikkel Frost, forretningsudvikler ved SDU RIO.

En ny ansøgningsrunde til SDU’s Discovery-midler åbner igen i efteråret 2025. Hold dig opdateret på deadline her.

 
Redaktionen afsluttet: 30.06.2025