Kandidatreformen
Status på kandidatreformen på SDU
SDU har nu set første udkast til de bekendtgørelser, der skal udmønte reformen. Akkrediteringsbekendtgørelsen er som den første i høring forud for møde i forligskredsen i juni, hvor partierne også forholder sig til universiteternes planer for et nyt kandidatlandskab.
Siden Folketinget vedtog lovgrundlaget for kandidatreformen, har SDU afventet de nærmere rammer for universitetets arbejde med at implementere reformen. Akkrediteringsbekendtgørelsen, der beskriver, hvordan omlagte uddannelser skal godkendes, er som den første sendt i høring og forventes at træde i kraft 1. juli 2025.
Herefter begynder den godkendelsesproces, hvor SDU skal indsende ansøgninger til ministeriet for at få godkendt både de nye og omlagte kandidatuddannelser.
SDU forventer at få de næste bekendtgørelser – uddannelsesbekendtgørelsen og adgangsbekendtgørelsen – i høring i juni. De vil beskrive de nærmere rammer for uddannelsestyperne og bl.a. også studerendes retskrav og beskæftigelseskrav for erhvervskandidater.
– Det første udkast til bekendtgørelserne giver et klart billede af rammerne, og med det materiale, vi har set indtil nu, ser det fornuftigt ud. Det giver os en god base at arbejde videre fra – både i forhold til godkendelsesprocessen og udviklingen af de nye og omlagte kandidatuddannelser, fortæller prorektor Helle Waagepetersen.
Fast track for godkendelse af kandidatuddannelser
Ministeriet har som en del af reformen indført en forenklet godkendelsesproces – et fast track – der skal sikre hurtigere behandling af ansøgninger om udbud af nye og omlagte uddannelser. Der stilles ikke krav om omfattende behovsundersøgelser, og det giver universiteterne bedre muligheder for at få godkendt ændringer inden for tidsrammen. Forudsætningen er en positiv institutionsakkreditering, som SDU senest opnåede i marts 2021.
Bekendtgørelser om efter- og videreuddannelsessporet er udskudt
Den del af reformen, der handler om efter- og videreuddannelse – fx 45 ECTS-tillægsforløb målrettet dimittender fra de kortere kandidatuddannelser – er ikke en del af de nye bekendtgørelser. Ministeriet har udskudt sporet til næste runde, og en særskilt bekendtgørelse forventes sendt i høring i begyndelsen af 2026.
SDU’s kandidatlandskab sendt til styrelsen
SDU har 23. maj sendt universitetets plan for implementering af kandidatreformen frem mod 2028 til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Det betyder, at forligskredsen bag reformen nu præsenteres for det kandidatlandskab, som allerede i januar blev præsenteret internt på SDU.
– SDU går nu ind i næste fase af reformarbejdet, hvor fagmiljøerne vil arbejde videre med indholdet i både nye og omlagte kandidatuddannelser, og hvor vi også skal etablere og udbygge de eksterne partnerskaber, som vores planer forudsætter, siger Helle Waagepetersen.
Læs mere om kandidatreformen her .