Skip to main content
DA / EN

Scite.ai - AI til din forskning

Biblioteket har købt licens til AI-værktøjet Scite.ai, som blandt andet kan bruges til litteratur- og informationssøgning, men også meget mere.

Specialkonsulent Kirstin Remvig fra bibliotekets Afdeling for Undervisning og Formidling har arbejdet med værktøjet, og flere ansatte fra biblioteket afholder løbende workshops i brugen af Scite.ai for både forskere og studerende.

"Vores tilgang til at udforske Scite.ai har været åben og eksplorativ. Hvad AI angår, er vi alle i en slags overgangsfase lige nu, og sandsynligvis bliver det helt almindeligt, at diverse søgeflader og databaser har en AI-assistent," siger Kirstin Remvig.

Kirstin svarer:

Hvad er og kan Scite.ai?
"Scite.ai er et AI-program, der dels fungerer som en citationsdatabase, som kun søger i forskningslitteratur. Dels indeholder den en AI-assistent, hvor man kan spørge (prompte), velvidende at assistentens svar kun bliver uddraget fra reelle forskningsartikler. Scite har desuden en række søgefunktioner og giver mulighed for at eksportere referencer m.m., som man kender fra andre forskningsdatabaser. Derudover har den en række AI-features. Først og fremmest vil jeg fremhæve disse muligheder:

  • Du kan gemme udvalgte artikler (i et dashboard) for herefter at gå i dialog med AI-assistenten om indholdet i kun disse artikler. Fx kan man bede assistenten om at ekstrahere bestemte pointer fra teksterne, spørge til metodiske tilgange eller lave refleksionsspørgsmål dertil – og så ved du, at den kun svarer med udgangspunkt i de artikler, du har udvalgt.

  • Derudover kan den vurdere citationer i positiv, negativ eller neutral omtale. Du kan generere en rapport, som viser, i hvilket afsnit en bestemt artikel er citeret i andre artikler, fx i metodeafsnit, diskussion eller resultater m.m."

Gode fif til Scite.ai?
"Adgangen biblioteket har købt til Scite giver mulighed for at afprøve de forskellige features, men vil man udnytte produktet fuldt ud, er det en god ide at oprette en profil med sin mail. Når man er logget ind med sin profil, kan man oprette dashboards, forbinde til sit ORCID og følge med i, hvordan ens egne publikationer bliver citeret. Og med log in bliver din chat- og søgehistorik gemt. Derudover fungerer Scite.ai godt, hvis du vil lave citationssøgninger frem for eller som supplement til andre søgestrategier. Her har den blandt andet en fin visualisering af citationsnettet bagud og fremadrettet omkring artikler."

Hvad skal jeg være særligt opmærksom på ved Scite.ai?
"SDU har ikke en databehandleraftale med Scite. Det betyder dels, at man ikke kan kræve, at studerende skal oprette sig som bruger for at kunne løse en eksamensopgave. Dels at man skal være opmærksom på, at man ikke uploader forretningskritiske eller personfølsomme oplysninger. Desuden kan man, ligesom i andre generative AI’er, uploade filer, som man kan arbejde med via bl.a. AI-assistenten. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke må uploade materiale, som du ikke har ophavsret til. Det gælder altså også materiale, som du har downloadet fra biblioteket."


Hjælp til Scite.ai

Biblioteket har afholdt Scite.ai-workshops, og AI-teamet kan kontaktes, hvis du ønsker mere info:

Generelt om AI på SDU


Redaktionen afsluttet: 13.12.2024