Skip to main content
HR

Egen sygdom

Som medarbejder er du berettiget til fravær, hvis du grundet sygdom er uarbejdsdygtig. Fravær i forbindelse med lægebesøg, lægehenvist behandling i sundhedssystemet eller tandlægebesøg, er også berettiget (såfremt placering uden for arbejdstiden ikke er mulig).

Sygemelding skal ske senest ved arbejdstids begyndelse på første sygedag efter arbejdsstedets lokale retningslinjer.  SDU kan kræve, at du dokumenterer dit fravær pga. sygdom med en lægeerklæring, som SDU betaler udgiften til.

I forbindelse med længerevarende sygdom bliver du indkaldt til en sygefraværssamtale. Samtalen skal afdække mulighederne for, hvordan og hvornår du som sygemeldt medarbejder helt eller delvist kan vende tilbage til arbejdspladsen. Sygesamtalen skal derfor betragtes som en omsorgssamtale.

Ved forventet sygefravær på mere end 8 uger fra første sygedag kan du – når som helst i sygeforløbet – anmode om, at en skriftlig fastholdelsesplan udarbejdes for, hvordan du helt eller delvist hurtigst muligt kan vende tilbage til arbejdet. Fastholdelsesplanen skal udarbejdes i fællesskab og kan eksempelvis indeholde en ændret arbejdspladsindretning og ændrede arbejdsopgaver. SDU har ikke pligt til at lave planen, men det kan være en god ide for begge parter.

Mulighedserklæring anvendes hvis der er usikkerhed om, hvilke arbejdsfunktioner du kan varetage. Attesten giver mulighed for at få lægens vurdering af, hvorvidt du (helt eller delvist) fremover kan varetage dine arbejdsfunktioner uden at helbredet forværres.

Erklæringen består af 2 dele. Del 1 udfyldes af dig og din leder. Herefter vurderer lægen om de beskrevne arbejdsfunktioner er forenelige med din helbredstilstand, og udfylder del 2. Mulighedserklæring kan kræves udarbejdet (og betalt af arbejdsgiver) på et hvilket som helst tidspunkt i sygeforløbet. Erklæringen kan også anvendes ved forløb med gentagne sygemeldinger.

Hvis du lider af en kronisk eller langvarig lidelse, der anslås at give mindst 10 fraværsdage på et år, kan du sammen med din nærmeste leder anmode kommunen om en §56-aftale.


Sidst opdateret: 08.09.2021