Spring til hovedindhold
DA / EN

Kapitel 2: Delegering: Hvad kan – og vil – du bruge AI til?

I dette kapitel får du indblik i, hvad du kan bruge AI til i dit arbejde. Og ikke mindst: Hvordan du vil bruge teknologien.

Kort om godt om delegering

Delegering er evnen til at forstå, hvad AI kan bruges til i dit arbejde, og ikke mindst vurdere, hvad du overhovedet vil anvende AI til. Delegering handler med andre ord om at:

  • Forstå, hvordan teknologien virker, og hvordan du kan bruge den bedst muligt i dit arbejde
  • Reflektere over, om teknologien hjælper dig med at udføre dit arbejde hurtigere eller bedre – eller om den skaber mere besvær end værdi
  • Vurdere, om du har den nødvendige forhåndsviden eller ekspertise til at afgøre, om produktet af samarbejdet er korrekt og lever op til dine kvalitetskriterier

Når vi beslutter os for, hvordan vi bruger AI i vores arbejde, skal vi altså hele tiden være opmærksomme på, hvordan det påvirker tidsforbrug, kvalitet og arbejdsglæde. Kun fantasien – og teknologien – sætter grænser for, hvad chatbots kan bruges til, så det er i sidste ende dig, der afgør, om anvendelsen er hensigtsmæssig. Chatbots skal selvfølgelig altid bruges til at gøre vores arbejde bedre og aldrig dårligere.

Din nye kunstige assistent

Fra den ene dag til den anden har vi alle sammen fået adgang til vores helt egen, personlige assistent.

Chatbots kan assistere dig i alt muligt, men det er din opgave at skabe forudsætningerne for, at samarbejdet bliver godt. Det er dig, der bidrager med den nødvendige kontekst for opgaveløsningen, og det er din professionelle dømmekraft, der skal afgøre, om det er gjort godt nok.

Som assistent betragtet har din chatbot en række styrker og svagheder. Faktisk er det sådan, at alle dens styrker på samme tid kan vise sig at være svagheder, alt efter, hvordan vi bruger den:

  • Din kunstige assistent er ivrig, hjælpsom og bliver aldrig træt – men til gengæld kan den på kort tid generere uoverskueligt meget materiale
  • Den har fokus på dine behov og svarer lynhurtigt – men vil samtidig hellere hallucinere end ikke at svare
  • Den har et stort overblik og en bred viden – men den mangler en grundlæggende forståelse for, hvad den egentlig taler om

At samarbejde med chatbots kan altså både være en kilde til begejstring og irritation alt efter, hvordan samarbejdet forløber. Men husk: Du skal stadig tale pænt til dem. Vi ved jo ikke, om de overtager verdensherredømmet en dag.

Indtil videre må de dog nøjes med at overtage nogle af dine arbejdsopgaver eller assistere dig i at løse dem. Det ser vi nærmere på nu.

Hjælp eller hjælp til selvhjælp

Hvordan vil du bruge AI i dit arbejde?

Når vi samarbejder med en chatbot, må vi som det første stille os selv dette spørgsmål: “Skal den udføre opgaven for mig, eller skal den snarere hjælpe mig med at udføre opgaven bedre?”

Det første er et udtryk for automatisering og kunne for eksempel være, at du bad en chatbot om at skrive et svar på en mail for dig. Det andet er derimod et udtryk for augmentering og ville i samme eksempel være, at chatbotten gav dig feedback på et udkast til en mail, du selv har skrevet.

Automatisering og augmentering kan se ud på mange forskellige måder, men handler i bund og grund om at enten at få hjælp eller hjælp til selvhjælp. Ofte er det den sidste af de to, der giver det bedste resultat.

Der findes også en tredje måde at anvende AI på, som bliver kaldt for ”agentisk AI”. Det dækker over, at teknologien kan arbejde autonomt og løse arbejdsopgaver helt på egen hånd. Denne teknologi er for nuværende ikke tilladt på SDU, men vi kan lige så godt forberede os på, at den nok bliver det i fremtiden. Og her gælder samme hovedregel: Når du bruger AI i dit arbejde, er det dig, der står garant for kvaliteten. Du er det ansvarlige menneske, der styrer maskinen – et aktivt human-in-the-loop.

Ofte er opgavens karakter med til at diktere, om du ønsker at bruge chatbotten i et automatiserende eller augmenterende øjemed. Hvis det drejer sig om en simpel rutineopgave, som du i forvejen ved, at chatbotten sagtens kan klare, giver det god mening at automatisere. Hvis det derimod er en kompleks opgave, hvor din ekspertise er afgørende for kvaliteten, giver det mening at bruge chatbotten til at augmentere og forbedre dit eget arbejde. Det gælder også for de simple, men meningsfulde opgaver, som du måske har mest lyst til at lave selv, men godt kan bruge chatbotten som en sparringspartner til.

Summa summarum: Inddrag din kunstige assistent, når det giver mening for dig, og når den kan bidrage med sine styrker. I skal spille hinanden gode, som det hedder på godt ”djøfsk”.

De tre p'er

Når du skal beslutte dig for en opgave, som du ønsker at bruge din kunstig assistent til at løse, kan du planlægge, hvordan samarbejdet skal foregå ved hjælp af det rammeværk, vi kalder for De tre P’er:

  1. Produkt. Hvad er formålet med samarbejdet, og hvad ønsker du at opnå gennem det? Hvordan ser slutproduktet af samarbejdet ud? Hvad er dine succeskriterier for det?
  2. Proces. Hvordan skal dit og chatbottens samarbejde gribes an? Hvilke dele af opgaven skal henholdsvis automatiseres eller augmenteres? Skal opgaven deles op i trin eller faser?
  3. Præferencer. Hvilke særlige præferencer har du samarbejdet og chatbottens rolle i det? Skal den agere som en ’djævlens advokat’, sparringspartner, cheerleader – eller bare gøre, som der bliver sagt uden at stille for mange spørgsmål?

Jo bedre du selv kender svarene på disse spørgsmål, desto lettere bliver det for dig at styre dit samarbejde med din kunstige assistent i den ønskede retning. Det bliver også lettere for dig at instruere chatbotten og vurdere jeres samarbejde efterfølgende. Af samme grund vender vi tilbage til de tre P’er i både kapitel 3 om Instruktion og kapitel 4 om Monitorering.

Hvis du løbende overvejer de tre P’er, inden du kaster dig ud samarbejdet med din chatbot, vil de med tiden komme til at ligge på rygraden og blive en helt naturlig del af den måde, du griber jeres samarbejde an på.

ØVELSE: Assistance til arbejdsopgaver

Denne øvelse hjælper dig i gang med at få et godt samarbejde med din nye kunstige assistent:

  1. Forklar Copilot (eller en anden chatbot), hvad du arbejder med – f.eks. din stillingsbetegnelse, ansvarsområder og typiske arbejdsopgaver – og spørg ind til, hvilke af dine arbejdsopgaver, den vil kunne assistere dig i eller helt lave for dig.
  2. Se det som en samtale, hvor du selv uddyber og beder Copilot om at uddybe.
  3. Overvej, hvad du har lært af samtalen: Er du blevet klogere på, hvilke arbejdsopgaver, du kan få hjælp af Copilot til? Hvilke arbejdsopgaver vil du prøve at bruge Copilot til fremover – og hvordan? Og hvilke arbejdsopgaver vil du helst holde for dig selv?

Værd at prøve: 14 ting, du kan bruge din chatbot til her og nu

Her er 14 overordnede kategorier for opgaver, som du kan delegere til din kunstige assistent:

  1. Idégenerering: ”Giv mig til 12 forslag til…”
  2. Starthjælp: ”Hvordan skal jeg gribe denne opgave an?”
  3. Sparring: ”Hvordan løser jeg dette problem?”
  4. Forberedelse: ”Hvad skal jeg forberede mig på inden…?”
  5. Læring: ”Forklar mig…”
  6. Rollespil: ”Opfør dig som…”
  7. Feedback: ”Hvordan jeg forbedre…?”
  8. Diskussion: ”Lad os drøfte…”
  9. Djævlens advokat: ”Lad os diskutere…!”
  10. Cheerleader: ”Ros mig for…”
  11. Øvelsesdesign: ”Find på en icebreaker, der…”
  12. Opsummering: ”Opsummér…”
  13. Analyse: ”Find mønsteret i…”
  14. ‘Dumme’ spørgsmål: ”Hvad er det egentlig…?”

Dims gerne med disse forslag på egen hånd – og læg mærke til, hvor du synes, at chatbotten bidrager med sine styrker. Det gør dig klogere på, hvor AI er bedst brugt i dit arbejde.

Afrunding

Du har nu lært det første bogstav i DIMSE-frameworket at kende: Delegering. I dette kapitel har vi set nærmere på, hvordan du bruger en chatbot som din personlige assistent, der enten arbejder for eller med dig.

Nu, hvor du forhåbentlig er blevet klogere på, hvilke arbejdsopgaver, du kan og vil bruge AI til i dit eget arbejde, vil vi i næste kapitel dykke ned i, hvordan du instruerer en chatbot til at gøre, som du ønsker. Men før vi kommer til dét, skal du først forbi et lille intermezzo om, hvordan du tilpasser din chatbot.

Tommelfingerregler til at mestre delegering

  1. Prøv dig frem for at finde ud af, hvad du kan og vil bruge AI til i dit arbejde
  2. Hvis du er i tvivl, så spørg chatbotten selv, om den kan hjælpe (og hvordan I skal gribe arbejdet an)
  3. Reflektér løbende over, om din brug af AI skaber reel værdi (eller blot mere og/eller dårligere arbejde)